Dannevirke nu på UNESCOs verdenskulturarv

Forenede dansk-tyske kræfter har i 14 år arbejdet på at få Dannevirke og Hedeby på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Anerkendelsen kom forleden.

Sydslesvigsk Forenings Dannevirkemuseum Ochsenweg 5 vest for Slesvig

For snart et par generationer siden var en meget ivrig historielærer i min skole stærkt optaget af at fortælle vi ikke altid lige lyttende unger, at Dannevirke og vikingebyen Hedeby var mindst lige så interessante som pyramiderne i Egypten.
Der skulle så gå omkring 65 år, før overlærer Rasmussen fik ret.
Forleden besluttede UNESCO at optage både Dannevirke og Hedeby på listen over verdens kulturarv.
Det er dog næppe herr Rasmussens fortjeneste. Men derimod et langvarigt og grundigt forarbejde både nord og syd for grænsen over de seneste 14 år, der nu har båret frugt. Og i perioder, hvor arbejdet så ud til at gå i stå, blev der, for nu at sige det, som det var, sparket kraftigt til sagen fra Sydslesvigsk Forening, den danske forening syd for grænsen.

Kong Agantyrs vold

Og set fra et dansk perspektiv må det vel være berettiget at fastslå, at der er tale om et dansk forsvarsværk, selv om det i dag ligger nogle kilometer syd for grænsen. I sin tid tænkt som en effektiv spærring mod ubudne gæster sydfra mellem fjorden Slien og de sumpede områder omkring Treene.
I den historiefortælling, jeg fik med mig fra skolen, var det Gorm og Thyra, der skabte volden mod syd. I dag ved vi bedre. De første spor efter Dannevirke kan dateres helt tilbage til 500-tallet. Men helt korrekt var det i de tidlige vikingeår, der blev sat fart i etableringen af voldene for at forhindre det slaviske folk, abodritterne, i at erobre Jylland.
Vi ved ikke hvilken konge, der gav ordren. Der gættes på kong Angantyr, som i angelsaksiske krøniker blev betegnet som ”vildere end et vildt dyr”.

Dannevirke
Valdemarsmuren, en forstærkning af teglsten, blev tilføjet Dannevirke i Middelalderen.  Muren kræver konstant vedligeholdelse

Etableringen af handelspladsen Hedeby, dengang formentlig Danmarks største by, skabte behov for yderligere sikkerhed, og en ringvold omkring Hedeby fik forbindelse til det første Dannevirke ved det, der i dag kendes som Hedeby Nor.
I middelalderen blev Dannevirke yderligere befæstet med en teglstensmur, den såkaldte Vademarsmur. Foran muren blev etableret en ni meter bred og to meter dyb voldgrav. Og forsvarsværket blev igen reaktiveret i det 19. århundrede. Forud for 2. slesvigske krig (1864) udbyggede den danske hær Dannevirke til en moderne fæstning. Og det nyttede som bekendt ikke stort i februardagene 1864, hvor Slien frøs til og forsvarsstillingen uden videre kunne omgås af de østrigske og prøjsiske styrker, der kom sydfra.

Vikingernes store verden

Vi ved i dag fra arkæologiske fund ganske meget om handelspladsen Hedeby. Der er fundet beviser for omfattende handelsmæssige aktiviteter. Vikingerne drev handel med selv meget fjerne steder. Det hævdes, og vel med rette, at Hedeby var kendt fra Konstantinobel i øst og til vikingernes forsøg på bosættelse i Vinland (Amerika) mod vest. Herlighederne fik dog en brat ende i 1050, hvor den norske kong Hårderåde angreb byen, som blev brændt ned til grunden. Byen blev aldrig genopbygget. I stedet blev handelspladsen genetableret nord for Slien i det, vi i dag kender som Slesvig.

Et kig fra det rekonstruerede Hedeby mod Vingemuseet Haithabu

Besøg Dannevirke og Hedeby

Flere museer fortæller historien om Dannevirke og Hedeby. Først og fremmest skal der gives kredit til Sydslesvigsk Forening, som ret præcist hvor Oksevejen (Hærvejen) krydser Dannevirke vest for Slesvig etablerede museum i et nedlagt husmandsbrug. Senere har man så med den kraft, der ligger i Landsmuseet Gottorp etableret vikingemuseet Haithabu tæt ved Hedeby. Der er tale om syv indbyrdes forbundne bygninger formet som vikingetidens bådehuse. Bygningerne rummer flere end 100 års arkæologiske fund fra stedet.

Slesvig-Holsten har meget på UNESCOs Verdensarvliste

Mens Dannevirke altid har været ganske synlige i landskabet, forsvandt Hedeby som fysisk lokalitet. I de senere år er man på stedet begyndt genetablering af en museumsby, som befolkes i sommermånederne.
Et godt tip er at komme sejlende til den befolkede landsby. Der er skibsmulighed fra Slesvig By flere gange dagligt.
Delstaten Slesvig-Holsten har i forvejen Vadehavet og Lübeck på UNESCOs verdensarvliste. Nord for grænsen er Vadehavet ligeledes på listen sammen med Christianfeld og Jellinge-stenene.

Jørn Henrik Jørgensen

Journalist siden 1962. Mesterlæreuddannet med kortvarigt kursus på Danmarks Journalisthøjskole. Medlem af Dansk Journalistforbund siden 1964. Ansættelser på flere provinsaviser, freelance-tilknytning til DR en årrække, studier i statskundskab (Århus Universitet) 1973-75, 1976 kortvarigt fung. chef for Grønlands Radio udsendt af Ministeriet for Grønland, derefter flerårig ansættelse Berlingske Tidende, chef for Avisradio 1984-86, 1986-88 udviklingsopgave for landsdækkende dagblad, derefter freelance med fokus på arkitektur og kurser i corporate image for mindre virksomheder, siden 1995 freelance rejsejournalist med speciale i Tyskland, Sydsverige, Nordatlanten, Nordfrankrig. Mangeårigt medlem af Danske Rejsejournalister og nu æresmedlem af denne forening.

Jørn Henrik Jørgensen has 51 posts and counting. See all posts by Jørn Henrik Jørgensen