Netop nu tager man i vort nærliggende udland, Slesvig-Holsten, fat på vintersæsonens gourmetfestival.
Det er den 32. i rækken, og igen i denne sæson med danske aftryk.

gourmetgalla
Den Århusianske Michelin-kok, René Mammen er gæstekok ved Gourmet Festivalens optaktsgalla. (Foto: S. Plass)

Gourmetgalla i fuld gang nu. René Mammen, dansk Michelin-kok med én stjerne og indehaver af restaurant Substans i Århus, er indbudt som særlig gæstekok i forbindelse med optakts-gallaen til den kommende sæsons Slesvig-Holsten Gourmet Festival, den 32. i rækken. Senere på sæsonen kan det kræsne tyske gourmet-publikum også møde danske Henrik Jyrk, indehaver af en række priser bl.a. flere gange vinder af Sol Over Gudhjem.

Det danske indslag markerer en stigende interesse i Tyskland for det Skandinaviske køkken. Svenske Titti Qvarnström, eneste svenske stjernekok, får senere på sæsonen mulighed for at præsentere gourmanderne for sin version af Skandinavien, når det er bedst.

Optakten til gourmetgalla finder i år sted på det fem-stjernede Waldhaus Reinbek, som med en beliggenhed i det yderste østlige Slesvig-Holsten i den del, vi kender som hertugdømmet Lauenburg, kan opfattes som et provinshotel. Men der er ikke megen provins over hotellet, som er et meget benyttet udflugtsmål for gæster fra det nærliggende Hamborg.

Danske Michelin-kokke er med i Gourmet Festivalen

René Mammen kommer ikke til at stå alene i køkkenet ved optakten til Gourmetgalla. Han får følge af flere kendte Michelin-kokke. Iris Bettinger (en stjerne) er kendt for at kombinere det regionale med det internationale. Marco Müller (2 stjerner) forener bæredygtighed med regionalitet. Hertil kommer Den stærkt eksperimenterende Hamborg-kok Alfred Schreiber, som introducerede det euro-asiatiske køkken i Tyskland og nu kokkererer på restaurant Der Seehof i Ratzeburg. Den lokale køkkenchef, Christian Dudka, er passioneret jæger,og man vil derfor formentlig finde vildt på galla-menuen.

Landhaus Gardels i Ditmarsken er et fire-stjernet hotel med ambitioner. (Foto: S. Plass)

Det er tredje gang René Mammen deltager i den tyske Gourmet Festival som gæstekok og lad mig derfor tage et tilbageblik til hans seneste besøg i det tyske, hvor han cementerede sin position i forbindelse med et gourmet-arrangement på Landhaus Gardels, som med fire-stjerner og en placering i BiB Gourmand betegnes som et af de steder, man skal holde øje med. Hotellet ligger langt ude mod vest, næsten helt ude i Vadehavet, i den del af Slesvig-Holsten, vi kender som Ditmarsken. For at tiltrække det nødvendige klasse-publikum har hotellet investeret i egen flyveplads, og det har vist sig at være en lønsom investering. Hotellet er som nævnt fire-stjernet. Men driver også et to-stjernet anneks. Tag en billig overnatning, men brug hotellets gourmet-restaurant.

Serveringen af hovedretten,grillet gris, forberedes på service stillet til rådighed af Bent Brandt.(Foto: S. Plass)

 

For René Mammen var det en mulighed, troede han, for at servere en afslappet gourmetmenu ved et intimt arrangement for ”kun” 30 gæster hhv lørdag og søndag. Men publikum ville det anderledes. Pladserne blev udsolgt på under en halv time og det blev derfor besluttet at fordoble arrangementet til 2 gange 60. Det gav René Mammen et logistisk problem. Han havde forestillet sig at tage sit unikke serverings-service i stentøj, som han bruger i Restaurant Substans, med til Tyskland. Men med fem retter på bordet og det løse, ville hans beholdning af service ikke slå til.

Hjælpen var imidlertid nærliggende. Det Århus-funderede køkken-udstyrs firma, Bent Brandt, trådte til at stillede komplet service til rådighed i de forholdsvis nye stel Savannah og SALT. Det viste sig et være en særdeles vellykket ”nødløsning”.

Tartar af norsk hummer med salat, skorzonerod og blomme. (Foto: S. Plass)

Der var lagt op til en fem-retters menu, men efter at have siddet til bords i fire og en halv time kunne gæsterne notere at der var tale om ikke færre end 10 serveringer.

Lad mig her kort resumere serveringerne:

Grillet østers med tilbehør af kål og æble. Knasende sprød malt med blåmuslinger, dild, agurk og rygeost. Tartar af norsk hummer med salat. Skorzonerrod og blomme. Asparges med karse, hasselnød, kartoffel og smør. Hovedret grillet bio-gris med gulerods/kærnemælkssauce og brød. Knækbrød med en meget dansk specialitet ”Gammel Knas” (en lagret ost) med porre, creme fraiche og mandel. Og måltidet blev afrundet med citron-marengs med hvid chokolade og hyben.

 

Det er vel unødvendigt at tilføje, at René Mammen efter denne force de cuisine blev hilst med stående og langvarige ovationer.

Slesvig-Holsten Gourmet Festival byder i denne sæson på ikke færre end 33 arrangementer med afslutning sidst i marts 2019.

Foruden gourmet-middagene på festivalens 15 medlemshuse er der et par tilbagevendende sær-arrangementer, som er blevet meget populære: Den 12. januar afvikles Tour de Gourmet Jeunesse for gæster mellem 18 og 35. Prisen er 90 eur for fire retters menu, tilhørende drikkevarer og shuttle bus mellem de implicerede restauranter.

 

Festivalens afsluttes traditionelt med Tour de Gourmet Solitaire den 10. marts. Et arrangement for singler 40+. Prisen er 121 eur inkl. fire retters menu, tilhørende drikkevarer og bus-shuttle.

Og som noget helt nyt kan man denne sæson opleve en ”gourmet-ø-hopping” ombord på MS Adler Express mellem Sylt og Amrum den 20. oktober.

Link til gourmetfestivalen

Jørn Henrik Jørgensen

Journalist siden 1962. Mesterlæreuddannet med kortvarigt kursus på Danmarks Journalisthøjskole. Medlem af Dansk Journalistforbund siden 1964. Ansættelser på flere provinsaviser, freelance-tilknytning til DR en årrække, studier i statskundskab (Århus Universitet) 1973-75, 1976 kortvarigt fung. chef for Grønlands Radio udsendt af Ministeriet for Grønland, derefter flerårig ansættelse Berlingske Tidende, chef for Avisradio 1984-86, 1986-88 udviklingsopgave for landsdækkende dagblad, derefter freelance med fokus på arkitektur og kurser i corporate image for mindre virksomheder, siden 1995 freelance rejsejournalist med speciale i Tyskland, Sydsverige, Nordatlanten, Nordfrankrig. Mangeårigt medlem af Danske Rejsejournalister og nu æresmedlem af denne forening.

Jørn Henrik Jørgensen has 51 posts and counting. See all posts by Jørn Henrik Jørgensen