Her er der fundet rester af menneskelig færden 7-8.000 år tilbage. Årsagen til den tidlige civilisation er strategisk placering, så fjender kunne holdes fra livet, men også at stedet er knudepunkt for tidlige handelsruter i Sydøsteuropa. Her er rester af bygninger, fæstningsværker, beskyttelsesmure, en moské, et herberg for karavanerejsende, huler, klostre og kirker. Området er under Unescos beskyttelse og på FN-organisationens foreløbige liste over verdens kulturarv.
Et munkekloster i klippen

En aldrende, gråskægget munk gik under vores besøg rundt og tændte lys, bl.a. foran et billede af Jomfru Maria. Pludselig ringede en mobiltelefon. Munken hev den frem af sin sorte klædning og begyndte at tale. Vi var tilbage i nutiden!
Fra kapellet kan man gå yderligere nogle trin ned og se, hvor munkene har deres sovepladser på den hårde klippe, og man kan gå nogle trin op, komme ud i det fri gennem en åbning og få en enestående udsigt lodret ned over den stille flod og det smukke omgivende landskab.
Klippeklostret (Manastire in Pestera) blev udgravet af munke i 1200-tallet og var beboet af op til 13 munke til 1700-tallet. Så lå det ubrugt hen til 1996, da et mindre antal munke igen flyttede ind og restaurerede klostret. Klippen rummer flere huler, men man skal være en ferm klatrer for at nå dem. Fortsætter man op ad klippen langs floden, kommer man til en ortodoks kirke, dedikeret Jomfru Maria. Kirken er fra 1905, men blev lukket af sovjet-myndighederne i 1944 for så at blive taget i brug igen i 1996.

Tilbagevejen bør man lægge fra kirken ned gennem landsbyen Butuceni. På stien finder man en tilsyneladende umotiveret placeret isbod, hvor man i sommerheden kan køle sig ned med en softice til tre kroner. I landsbyen er et bondehus indrettet til museum, og langs vejen ligger huse i stærke farver med bugnende frugthaver foran.
Sang, musik, dans og traditionel mad

I Casa Verdes gårdhave blev vi modtaget af Ion på harmonika og fire teenage-piger, der med klare stemmer fremførte folkesange med korslagte arme over folkedragterne. Vi forstod ikke teksterne, men pigerne havde hele tiden stenansigter, så måske var indholdet lidt sørgmodigt.

Senere bød pigerne os op til dans, men i mellemtiden ‘optrådte’ Ludmila. Hun serverede traditionelle retter som salat, paneret squash med ost, grillet aubergine, pickles og hvidkål med ost – det var bare forretterne. Så kom der hønsekødssuppe og sarmale, som er blandet kødfars med ris, hvidkål og vinblade overhældt med creme fraiche. Til sidst oksekød med omelet og majsbrød. Maden var ledsaget af kildevand foruden hvidvin og rødvin, som Ion selv laver.
Efter en dag med så store oplevelser var det dejligt at komme ‘hjem’ til afslapning på et moderne hotel i Moldovas hovedstad, Chisinau.
Vores rejse til Moldova foregik med busrejseselskabet JS Rejser. Rejsearrangøren Viktors Farmor har også ture til det lille land, og vil man rejse selv, kan man f.eks. flyve til Chisinau og leje en bil.