I Moldova hos huleboere og synge/dansepiger

Af MOGENS HANSEN
Moldova er en lilleputstat mellem Rumænien og Ukraine og var fra 1945 til 1991 en del af Sovjetunionen. Landet med ca. 3,5 millioner indbyggere er blandt Europas fattigste. Som besøgende bliver man ikke væltet af andre turister, heller ikke under et besøg på landets største seværdighed, Orheiul Vechi, som betyder Det gamle Orhei.
Her er der fundet rester af menneskelig færden 7-8.000 år tilbage. Årsagen til den tidlige civilisation er strategisk placering, så fjender kunne holdes fra livet, men også at stedet er knudepunkt for tidlige handelsruter i Sydøsteuropa. Her er rester af bygninger, fæstningsværker, beskyttelsesmure, en moské, et herberg for karavanerejsende, huler, klostre og kirker. Området er under Unescos beskyttelse og på FN-organisationens foreløbige liste over verdens kulturarv.

Et munkekloster i klippen

Moldova
Den mest imponerende oplevelse får man i et hulekloster, som ligger højt over floden Raut mellem landsbyerne Trebujeni og Butuceni. Man skal gå det sidste stykke op ad den stejle kalkklippe til et lille klokketårn, som markerer indgangen til klostret. Man kommer ind i en mørk trappegang, som fører nedad i klippen. Her åbenbarer sig et kapel med en mængde ikoner og andre religiøse symboler.
En aldrende, gråskægget munk gik under vores besøg rundt og tændte lys, bl.a. foran et billede af Jomfru Maria. Pludselig ringede en mobiltelefon. Munken hev den frem af sin sorte klædning og begyndte at tale. Vi var tilbage i nutiden!
Fra kapellet kan man gå yderligere nogle trin ned og se, hvor munkene har deres sovepladser på den hårde klippe, og man kan gå nogle trin op, komme ud i det fri gennem en åbning og få en enestående udsigt lodret ned over den stille flod og det smukke omgivende landskab.
Klippeklostret (Manastire in Pestera) blev udgravet af munke i 1200-tallet og var beboet af op til 13 munke til 1700-tallet. Så lå det ubrugt hen til 1996, da et mindre antal munke igen flyttede ind og restaurerede klostret. Klippen rummer flere huler, men man skal være en ferm klatrer for at nå dem. Fortsætter man op ad klippen langs floden, kommer man til en ortodoks kirke, dedikeret Jomfru Maria. Kirken er fra 1905, men blev lukket af sovjet-myndighederne i 1944 for så at blive taget i brug igen i 1996.
Moldova
Tilbagevejen bør man lægge fra kirken ned gennem landsbyen Butuceni. På stien finder man en tilsyneladende umotiveret placeret isbod, hvor man i sommerheden kan køle sig ned med en softice til tre kroner. I landsbyen er et bondehus indrettet til museum, og langs vejen ligger huse i stærke farver med bugnende frugthaver foran.

Sang, musik, dans og traditionel mad

Moldova
På vores rejse gik turen derefter videre det korte stykke til landsbyen Trebujeni, hvor vi skulle have frokost på Casa Verde, der drives af Ludmila Buzila og hendes mand Ion. Hun er desuden leder af den lokale skole, og han er lærer, men dobbelt-funktioner er ikke usædvanlige i det fattige Moldova, hvis man vil have en bare nogenlunde indkomst.
I Casa Verdes gårdhave blev vi modtaget af Ion på harmonika og fire teenage-piger, der med klare stemmer fremførte folkesange med korslagte arme over folkedragterne. Vi forstod ikke teksterne, men pigerne havde hele tiden stenansigter, så måske var indholdet lidt sørgmodigt.
Moldova
Senere bød pigerne os op til dans, men i mellemtiden ‘optrådte’ Ludmila. Hun serverede traditionelle retter som salat, paneret squash med ost, grillet aubergine, pickles og hvidkål med ost – det var bare forretterne. Så kom der hønsekødssuppe og sarmale, som er blandet kødfars med ris, hvidkål og vinblade overhældt med creme fraiche. Til sidst oksekød med omelet og majsbrød. Maden var ledsaget af kildevand foruden hvidvin og rødvin, som Ion selv laver.
Efter en dag med så store oplevelser var det dejligt at komme ‘hjem’ til afslapning på et moderne hotel i Moldovas hovedstad, Chisinau.
Vores rejse til Moldova foregik med busrejseselskabet JS Rejser. Rejsearrangøren Viktors Farmor har også ture til det lille land, og vil man rejse selv, kan man f.eks. flyve til Chisinau og leje en bil.
Artikel & fotos:

Mogens Hansen

Mogens Hansen, journalist siden 1972. Har skrevet rejseartikler siden 1980. Var i ca. 40 år ansat på dagblade, heraf de sidste 30 år på Jyllands-Posten. Afsluttede det faste fuldtidsarbejde med 3-4 år som rejseredaktør på JP. Forsatte derefter som freelance rejseskribent for Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, Vagabond, Turen Går Til, guide.dk, Kristeligt Dagblad og FerieBlogger.dk. Blev kåret som Årets Rejsejournalist 2014 af foreningen Danske Rejsejournalister. "Mogens Hansen døde juni 2022. Han efterlader mange minder og fortællinger fra sit aktive rejseliv, blandt andet her på ferieblogger.dk"

Mogens Hansen has 54 posts and counting. See all posts by Mogens Hansen