Krigshistorisk Festival i militære omgivelser nær København


Af MOGENS HANSEN

Krigshistorisk Festival er en årlig sommerbegivenhed, der i 2019 trak 15-18.000 interesserede til Vestvolden. Voldanlægget er 14-15 kilometer langt og løber i en bue uden om København i en afstand af ca. 10 kilometer fra centrum.

Vestvolden er et befæstningsanlæg, som blev etableret omkring 1890, efter at Danmark havde tabt Slesvig, Holsten og Lauenborg til prøjserne og østrigerne i 1864. Vestvolden og den øvrige del af Københavns Befæstning skulle beskytte hovedstaden mod angreb udefra, men kom aldrig i krigsfunktion.

krigsfestival
Aktører fra Legio VI Trix Cohors II Cimbria i romersk kampudstyr. Foto: Mogens Hansen

Festival på en 1200 meter strækning langs Vestvolden

Efter Første Verdenskrig 1914-18 stod det klart, at voldanlægget var forældet, fordi nyudviklede kanoner kunne skyde længere end de 10 kilometer til centrum. Anlægget blev opgivet som befæstning, og i dag er det et historisk område med velbevarede kanonstillinger, vold, voldgrav, magasiner, soldaterindkvartering med mere. Dog er der et forholdsvis nyt anlæg, Ejbybunkeren fra Den Kolde Krig efter Anden Verdenskrig 1939-45, som skulle beskytte mod luftangreb med konventionelle våben og atombomber. Bunkeren var i forsvarets brug frem til 2001.

krigsfestival
Aktører i danske uniformer fra midten af 1800-tallet fortæller tidens militærhistorie til besøgende. Foto: Mogens Hansen

Krigshistorisk Festival foregår på en 1200 meter lang strækning i Rødovre mellem Artillerimagasinet og Ejbybunkeren. Man kommer nemt dertil ad Rødovre Parkvej, som fører frem til festivalens opvisningsplads, og der er gode parkeringsmuligheder tæt på. Man kan også cykle dertil og benytte Voldgaden langs voldanlægget, men gaden er tæt pakket med besøgende under festivalen, så det er bedst og mest oplevelsesrigt at gå rundt.

krigsfestival
Danske kavalerister fra Gardehusarregimentets hesteeskadron. Foto: Mogens Hansen

Især på opvisningspladsen er der masser af bulder og brag fra forskellige våben, og her vises en stribe historiske slag. De benyttede våben spænder fra sværd og knive til maskingeværer og kampvogne.

En af de mest interessante opvisninger er fra Første Verdenskrig, hvor tysk infanteri angreb en britisk maskingeværstilling nær Verdun i Frankrig (billedet øverst). Maskingeværet mejede de tyske fodsoldater ned, og de overlevende måtte trække sig tilbage. Men så fik tyskerne hjælp fra en kampvogn, som nedkæmpede maskingeværstillingen. Kampvognen er ikke ægte, men en kopi, som kører på cykelhjul. Det ødelægger dog ikke oplevelsen af, at nærkamp mellem soldater var og er ganske frygteligt.

Andre opvisninger var i 2019 vikingekamp, romersk kampshow, våbendemonstration, middelalderkampshow med korsfarere og en forestilling med et massivt antal aktører, kaldet “Tusindårsslaget om Vestvolden”.

Sovjetisk/russisk kampteknik

En anden interessant opvisning fandt sted ved Ejbybunkeren, hvor en kvinde og en mand viste, hvordan man angriber en anden og forsvarer sig selv. Metoderne kaldes “systema”, er russiske og blev offentligt kendte, da Sovjetunionen brød sammen omkring 1990. Her vises, hvordan man forsvarer sig mod angreb med kniv og andre håndvåben, og handlingerne har rødder tilbage til kosakkerne og østslaverne. De blev også brugt af sovjetsoldater, men var dengang hemmelige.

krigsfestival
En dansker i tysk uniform fra Anden Verdenskrig. Tøjet er af nyere dato, men hjelmen er original. Foto: Mogens Hansen

Langs den 1200 meter lange strækning på indersiden af Vestvolden er der militære udstillinger fra år 75 til nutiden, altså næsten 2000 års krigshistorie. I 2019 deltog godt 300 aktører fra Danmark, Sverige, Tyskland og Polen i krigsfestivalen. De bar historiske uniformer og våben, gik i takt i kolonner, red på heste og tilbød et sted også mad fra historisk tid tilberedt over åben ild. Som besøgende kommer man tæt på aktørerne og kan få en snak med dem om, hvilken tid de repræsenterer.

Det er gratis at opleve Krigshistorisk Festival, og man kan også frit besøge Ejbybunkeren, hvor der ellers skal betales entré. I 2020 holdes festivalen for fjerde gang i weekenden den 13.-14. juni.

Når der ikke er festival, er Vestvolden alligevel et interessant sted at besøge på den 14-15 kilometer lange strækning fra Avedøre til Utterslev Mose. Man kan cykle, gå og løbe på den asfalterede Voldgaden, men biler er ikke tilladt. Udover de militære anlæg er der mange plancher, som fortæller om voldanlæggets og Københavns Befæstnings formål. Og så er Vestvolden en dejlig naturoplevelse med grønne arealer, træer og buske overalt, græssende får og anlæg, hvor man kan træne sin personlige fysik. Dertil kommer, at Vestvolden er præget af fred og ro trods storbyens nærhed med konstant larm og menneskemylder.

Undertegnede har tidligere skrevet mere detaljeret om Vestvolden, senest den 4. maj 2019 i Kristeligt Dagblad. En ældre artikel blev bragt i Jyllands-Posten den 25. august 2012.

krigsfestival
I fortiden uden langtrækkende våben foregik kampene mand mod mand og gruppe mod gruppe. Foto: Mogens Hansen
krigsfestival
Voldsomme nærkampe præger krigsfestivalen. Foto: Mogens Hansen
krigsfestival
Sværdslag på opvisningspladsen. Foto: Mogens Hansen

Mogens Hansen

Mogens Hansen, journalist siden 1972. Har skrevet rejseartikler siden 1980. Var i ca. 40 år ansat på dagblade, heraf de sidste 30 år på Jyllands-Posten. Afsluttede det faste fuldtidsarbejde med 3-4 år som rejseredaktør på JP. Forsatte derefter som freelance rejseskribent for Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, Vagabond, Turen Går Til, guide.dk, Kristeligt Dagblad og FerieBlogger.dk. Blev kåret som Årets Rejsejournalist 2014 af foreningen Danske Rejsejournalister. "Mogens Hansen døde juni 2022. Han efterlader mange minder og fortællinger fra sit aktive rejseliv, blandt andet her på ferieblogger.dk"

Mogens Hansen has 54 posts and counting. See all posts by Mogens Hansen