Tivoli Frihedens fjerde julemarked stråler med tusinder af lys, lækkerier i bodebyen, forlystelser og eventyr på søen

Her er de helt små på banen. Alle fotos Hanne Würtz
Mindre børn kan afprøve deres kørefærdigheder i Bille By.

Af HANNE WÜRTZ

Skulle vejen gå omkring Aarhus inden nytår, kan det anbefales at afsætte tid til et besøg i Tivoli Friheden, som for fjerde gang er omdannet til et jule- og eventyrland.

Straks efter indgangen indfanges vi af en 70 meter lang lystunnel med 50.000 ledlys flankeret af juletræer med den fineste (kunstige) julesne, som er drysset på med gavmild hånd for at fremme julestemningen.

Derefter er der fri leg ved forlystelserne for store og små, hvis de har investeret i et turbånd. Vil man gerne se det hele lidt fra oven og danne sig et overblik, er pariserhjulet et godt sted.

Med enkelte undtagelser er sommerens forlystelser åbne. De yngste gæster kan prøve deres kørefærdigheder i Bille By køreskole, mens forældre og bedsteforældre tålmodigt småtripper ved siden af for at holde varmen denne råkolde eftermiddag.

Sejlads på søen med lysskulptur i midten.
Fastspændt højt til vejrs og så pludselig ned giver kildren i maven.

For de større, som ikke kan få spænding nok, er der andre udfordringer, bl.a. når de fastspændt i stole omkring en høj stang langsomt hejses til tops. Forventningen forvandles til skrækblandet frydefuld hvinen og gisp, når de suser ned, stopper halvvejs for at blive løftet lidt op igen, ned og op i etaper, før alle er sikkert på jorden igen.

Bål flere steder i parken giver lidt varme.
Folkestedet byder på både alternative burgere og ditto æbleskiver. Foto Hanne Würtz

Når turbåndene er brugt op, og alle er lidt forfrosne, kan der hentes en smule varme ved bålsteder og derefter ved diverse varmende drikke – også hvid og rød gløgg – i bodebyen. Enkelte af de 44 boder har gaveartikler, men ved flertallet handler det om at stille tørst og sult. Foruden alle de traditionelle julelækkerier bydes der på alminddelige og alternative burgere som f.eks. confiteret andeburger med økologisk rødkål og ande-mayonnaise.
Eller hvad med smørstegte vafler med brunsviger-sauce, en stærkt krydret græskarlatte eller kinesiske lækkerier? Børnefamilierne er i overtal, så selv isboden har søgning.


Naturligvis har såvel julemanden som Pjerrot fundet vej til Friheden.

Alléen med svanefjer i overstørrelse viser vej til “Svanesøen”.
Her er svanen midt i søen.

Dette års nyhed er “Svanesøen” med oplyste skulpturer fra balletten af samme navn. To fjer-indrammede portaler med Tjaikovskijs musik som ledsager fører ned til søen med den største lysskulptur med svanen i søens midte og andre mindre på bredden – alle med kort tekst til.

Hvad med en farvestrålende sweater med julemotiver?
Der er mange besøgende, men heldigvis plads til, at børnene kan tumle sig på flisunderlaget.

I takt med, at mørket sænker sig, forstærkes den magiske stemning. Børnefamilierne er på vej hjem – det voksne publikum tager over.

Selv lamperne på minigolfbanen har fået nissehuer på.

Tivoli Friheden holder åbent i weekender samt hverdage den sidste uge op til jul og mellem jul og nytår. Se mere på www.friheden.dk

Der er også masser af julestemning i Den gamle By, som bl. a. byder på 400 års julehistorie. Julen i Den gamle By varer til 5. januar, og der er åbent alle dage. Se mere på https://www.dengamleby.dk/jul/

Hanne Würtz

Hanne Würtz, medlem af Dansk Journalistforbund og Danske Rejsejournalister. Mesterlæreuddannet på Vendsyssel Tidende med kortvarigt kursus på Danmarks Journalisthøjskole. I 24 år ansat på Morgenavisen-Jyllandsposten som redigerende og senest som skrivende med fokus på kultur inden overgangen til freelance-tilværelsen som kultur- og rejsejournalist. Har oversat en række børne- og ungdomsbøger samt en enkelt rejsebog og har gennem alle årene samtidig leveret rejseartikler fra ind- og udland til Aarhus Stiftstidende, Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, Berlingske, Børsen, Herning Folkeblad, Jyske-Vestkysten/Fynske Medier, Aller og FerieBlogger.dk.

Hanne Würtz has 14 posts and counting. See all posts by Hanne Würtz