”Det er ikke nok at være en fremragende kunstner, man må også have en stærk livsvilje”, sagde kunsteksperten Bente Scavenius, da hun talte om Picasso på Den Spanske Stats Turistbureaus Picasso-arrangement i december 2022. Anledningen var, at Picasso i 2023, som er 50-året for kunstnerens død, fejres i en række spanske byer.
Picasso genoplivet med cigarrøg
At Picasso havde en sådan livsvilje, eksemplificerede Bente Scavenius med den vistnok sandfærdige historie om Pablo Picassos fødsel. Den var nemlig kompliceret og Pablo var tilsyneladende dødfødt. I hvert fald lå drengen helt livløs på sengen, mens en læge kæmpede med at redde moderens liv. Men en onkel, der var til stede ved fødslen – barselsstuer har åbenbart ikke været helt så rene kvindedomæner, som vi ellers har fået fortalt – mente, der måtte gøres et forsøg på at få liv i knægten. Derfor tog han et kraftigt sug af sin cigar og pustede resolut røgen ind gennem den lille Pablos næsebor, hvorefter knægten gav et gevaldigt spjæt og stak i et hyl.
Det var den 25. oktober 1881, og derefter levede han et aktivt og produktiv liv i 91 år, til han den 8. april 1973 døde i Frankrig.
Picasso-fejring i 50-årets for hans død
Allerede i 1892 begyndte Pablo Picasso på kunstskolen i La Coruña, og som 14-årig blev han optaget på et kunstakademi i Barcelona.
Barcelona og La Coruña er da også to af de fem byer, der i 2023 lægger museer til den særlige fejring af af kunstneren i forbindelse med 50 året for hans død den 8. april 1973.
De øvrige spanske byer, der fejrer Picasso er Madrid, Malaga (hvor Picasso er født) og Bilbao.
Picasso fejres ikke kun i Spanien, men i en række andre byer i Europa og Nordamerika.