Af MOGENS HANSEN
Vi får 1990’ernes jugoslaviske opløsningskrige og især borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina ind på livet, da vi møder vores lokalguide i byen Mostar. Vi hilser på hende på engelsk, men hun svarer på norsk. Det kræver en forklaring af guiden, der er i 30’erne:
»Jeg er født i Mostar, men på grund af krigen flygtede min familie til Norge i begyndelsen af 1990’erne. Jeg fik det meste af min skolegang der, inden vi efter en halv snes år vendte tilbage til Mostar. Mange andre flygtninge er blevet i de lande, de kom til, for det er stadig ikke nemt at finde et levebrød her, selv om det nu er mere end 20 år siden, at krigen sluttede.«
Guiden tager os rundt til nogle af Mostars mange seværdigheder, hvoraf den største er Stari Most (Den gamle Bro) over floden Neretva. Broen forbinder Mostars to bydele, mod øst den orientalske med muslimsk befolkning, kaldet bosniakker, og mod vest den kristne med en befolkning overvejende af kroatisk oprindelse.

Broen blev et symbol på den bosniske borgerkrig, fordi den blev skudt i smadder og faldt i floden i 1993, men genopbygget og genindviet i 2004. I dag er den på Unescos liste over verdens kulturarv. Unesco skriver, at genopbygningen er et symbol på forsoning, internationalt samarbejde og sameksistensen af forskellige kulturer, etniciteter og religioner.
Først allierede, så dødelige fjender
Bosnien-Hercegovina erklærede sig uafhængig af Jugoslavien i april 1992, og Mostar blev belejret og bombarderet af den jugoslaviske hær. De kæmpende styrker bestod af bosniakker, kroater og serbere. I begyndelsen stod kroater og bosniakker sammen om at fortrænge serberne fra Mostar-området. Det lykkedes, men så opstod der sidst i 1992 spændinger mellem kroaterne og bosniakkerne. I begyndelsen af 1993 eskalerede det til krigshandlinger, og Mostar blev en delt by, hvor begge sider blev voldsomt beskudt af artilleri.

I november blev Stari Most skudt i grus af en kroatisk kampvogn. Mostar endte som den mest ødelagte by i Bosnien-Hercegovina, og omkring 2.000 mennesker i byen blev dræbt, inden borgerkrigen endte i 1995.
Den oprindelige bro stod i 427 år
I 2004 stod Stari Most genopbygget, til dels med de originale stenblokke, som var faldet i floden. Det oprindelige design, der regnes som det flotteste eksempel på islamisk arkitektur på Balkan, er genskabt, men en kendsgerning er det, at broen i dag er ny. Stari Most blev opført midt i 1500-tallet og var da verdens største buede bro. Konstruktionen holdt i 427 år, inden den blev ødelagt.

Stari Most er en fodgængerbro, 30 meter lang, 4 meter bred og 24 meter over floden. Næppe nogen besøger Mostar uden at gå mindst én gang frem og tilbage over broen. Af og til kan man opleve, at lokale drenge springer fra broen ned i flodens kolde vand, og hver sommer er der en konkurrence i disse i bogstavelig forstand halsbrækkende udspring.
Broen forbinder øst og vest, to verdener, to kulturer, to religioner. De brolagte gader, som fører hen til broen, er fyldt med cafeer, restauranter og turistbutikker, men især i den østlige bydel er det værd at gå lidt videre omkring og se på markeder, moskeer og handelsgader.
Andre oplevelser i Mostar
Mostar har overnatningsmuligheder i alle prislag, og man kan sagtens få flere dage til at gå her, da der er meget andet at se på end Stari Most:

Et museum fortæller broens historie og viser en video om rekonstruktionen. Muslibegovica-huset, der er 300 år gammelt, anses for det flotteste fra den ottomanske/tyrkiske periode på Balkan. Hercegovinas historiske museum fortæller blandt andet Mostars historie. Byen har adskillige flotte moskeer og kirker. Over den vestlige bydel ser man et stort kors, kaldet Hum, på bjergtoppen. Det er rejst til minde om, at fra dette sted skød snigskytter på Mostars indbyggere under borgerkrigen. Man kan gå derop og nyde en flot udsigt over byen.
Og så kan det anbefales at købe en eller flere af de dokumentar-videoer om borgerkrigen, som forhandles lokalt. Muligvis forstår man ikke, hvad der bliver sagt, men billederne alene fortæller en grusom historie.
Tekst & fotos: