En storby med kun 40 år på bagen

Af MOGENS HANSEN
De fleste af Europas storbyer har rødder langt tilbage i historien. Almere i Holland er en undtagelse. Dens første bygninger blev opført i 1976, og i dag – godt 40 år senere – har kommunen rundet 200.000 indbyggere, og den dækker et landareal på ca. 130 kvadratkilometer. Planen er at få befolkningstallet op på 350.000 i 2030.
Almere ligger umiddelbart øst for Hollands hovedstad Amsterdam, og det er hovedstadens vokseværk, der er årsag til, at Almere – og et par andre byer – er skudt op i nyere tid. Pladsen til de nye byer er skabt ved inddæmning af det havområde, der oprindeligt hed Zuiderzee, i dag IJsselmeer og Markermeer. Det inddæmmede område på næsten 2.500 kvadratkilometer hedder Flevoland og er Hollands 12. og yngste provins med godt 400.000 indbyggere. Selv om Almere er den største by, er Lelystad provinsens administrationscenter.
Alt forekommer nyt i Almere, og det er tydeligt, at her har nutidige arkitekter boltret sig. På en guidet rundtur i byens centrum får man forevist et par af de ældste byggerier fra slut-70’erne, men selv de forekommer nye og relativt moderne – i hvert fald hvis man har passeret teenage-årene.

Avanceret arkitektur i Almere

almere
Det nye biblioteks indre er spændende udformet. Foto: Mogens Hansen

Centrum har et større gågadeområde, og det er her, man kan spankulere rundt i fred og ro og nærstudere den eksperimenterede arkitektur. I resten af denne artikel opremser vi nogle eksempler.
Det nye bibliotek, opført i 2005-09, er tænkt som en monolit, dvs. en figur, som er hugget ud i én sten, men set fra Stadhuisplein (Rådhuspladsen), hvor bibliotekets hovedindgang er, virker bygningen mere som et futuristisk rumskib, hvis tunge overdel hviler på en underetage i glas. I åbningstiden kan man frit gå rundt i bygningen og blandt anden nyde udsigten over byen fra overetagen, der har panorama-vinduer hele vejen rundt.
Nabo til biblioteket er rådhuset fra 1984-86. Mest markant er den cylinderformede glasdel mod Rådhuspladsen. Bag den løber tre bygningsdele med kontorer, som samles i en halvcirkel, der har fået kælenavnet ‘bananen’. I åbningstiden er der adgang til den centrale lobby.
Smaragden fra 2004-07 tager med sine stærke farver og skæve linjer visuelt imod besøgende, der kommer til Almere i bil. Bygningen rager nemlig højt op over den tunnel, som fra motorvejen giver adgang til Almere centrum. Og nær Smaragden ligger en anden ‘ædelsten’, kaldet Juvelen, der rummer en kombination af beboelse og kontorer. Trods den centrale beliggenhed er bygningen og gangarealerne udformet sådan, at beboerne kan have deres privatliv for sig selv.

Almere
Kreative arkitekter har sat deres præg på Almere. Foto: Mogens Hansen

En anelse relation til historie er der også i Almeres moderne bygninger. Centralt ligger Citadellet fra 2004-06, hvis udformning er inspireret af middelalderens militære bastioner.
Vil man se højhuse, må man gå nordpå til Almere centrums jernbanestation. Her ligger Tarra-tårnet fra 1999-2002. Dets overflade består af 60 cm tyk beton, som er gennemskåret af et utal af vandrette åbninger. Men for at bygningens mønster ikke skal blive trivielt at se på, er der med mellemrum lavet større åbninger. I samme område står Carlton-tårnet fra 2010. Det er med sine 120 meter Flevolands højeste bygning. Overfladen er dækket af aluminiums-sprosser, som skifter farve, når vejret ændrer sig. Er man i en gruppe på seks eller flere personer, kan man mod betaling få adgang til øverste etage, hvorfra der er vidtstrakt udsigt over det pandekageflade Flevoland.
Almere er venskabsby med Aalborg.

Rejsen var betalt af Amsterdam Marketing.

Almere
Almere centrum har et roligt gågadeområde. Foto: Mogens Hansen

Mogens Hansen

Mogens Hansen, journalist siden 1972. Har skrevet rejseartikler siden 1980. Var i ca. 40 år ansat på dagblade, heraf de sidste 30 år på Jyllands-Posten. Afsluttede det faste fuldtidsarbejde med 3-4 år som rejseredaktør på JP. Forsatte derefter som freelance rejseskribent for Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, Vagabond, Turen Går Til, guide.dk, Kristeligt Dagblad og FerieBlogger.dk. Blev kåret som Årets Rejsejournalist 2014 af foreningen Danske Rejsejournalister. "Mogens Hansen døde juni 2022. Han efterlader mange minder og fortællinger fra sit aktive rejseliv, blandt andet her på ferieblogger.dk"

Mogens Hansen has 54 posts and counting. See all posts by Mogens Hansen