Iguazu – Måske verdens største vandfald

Iguazu, et vandfald ud over det sædvanlige.

Et af verdens største vandfald, Iguazu, finder du på grænsen mellem Brasilien og Argentina. I anledning af De olympiske Lege i Rio her til sommer, var det måske en idé at tage nogle dage ekstra i det store land og besøge dette enorme vandfald. Du bliver i hvert fald ikke skuffet. Faldet er 2. 7 km langt og cirka 90 meter højt og består i virkeligheden af 300 forskellige fald.

Iguazu

Efter at vi er kommet til Nationalparken, hvor vandfaldet ligger, kører vi cirka 1½ kilometer med et lille turisttog ud til endestationen, hvorfra vi går ud på en cirka en kilometer lang og smal gangbro. Der er bygget godt én meter over det strømmende lavvandede område. Gangbroen snor sig imellem flere øer, hvor siv og bevoksning er ynglepladser for det rige fugleliv. Vi ser blandt andet ibisser, fiskehejre og mange mindre farvestrålende fugle, mens fisk svømmer rundt under gangbroen sammen med sumpskildpadder og andre vanddyr. På en lille ø ligger en bredsnudet Cayman krokodille og soler sig. Vi bevæger os sammen med strømmen af turister mod vandfaldet og larmen stiger og stiger. Efter knap en kilometer åbenbarer vandfaldets blåhvide skummende raseri af vandmasser sig. I et sandt inferno suges vandet mod dybet og vælter ud over kippekanten. Skumsprøjt slår os i møde de sidste 10 meter, inden vi når udkigspunktet tæt ved kanten, og larmen er nu så høj at vi dårligt kan tale sammen, men må råbe til hinanden.

DSC_0999

Djævelens gab
Vandet vælter ud over kanten i J form – fra tre sider – over 700 meter her på den argentinske side, mens solen stråler danner flere regnbuer i vanddisen. Vi står ved den smalle kløft kaldet Djævelens Gab, som er cirka 85 meter høj, 150 m bred og 700 m lang – et utroligt betagende syn. Det er næsten umuligt at beskrive dette naturfænomen, det skal ses. Her på udkigsplatformen kun få meter fra klippekanten – vi kan næsten røre ved vandet – står turisterne i kø for at komme helt ud til rækværket og få det rigtige foto med faldet i baggrunden.

DSC_0977

Udkigsposten er den første på vores rundtur i nationalparken, hvor vi skal beskue vandfaldet fra flere vinkler både oppe fra og nede fra. Vi går tilbage og tager toget retur mod indgangen, men står af ved første stop og følger en sti, hvor vi kommer næsten om på den anden sidste af faldet og kan nu kikke over mod Djævlens gab. Videre på turen kommer vi et stykke ned af skråningen og helt ind under selve faldet. Her bliver vi våde, mens vi betragter vandmasserne der vælter sig ud over basaltklippen.

DSC_0945

300 forskellige fald
Iguazu-faldet er en del af floden af samme navn, og længere oppe ad floden bliver den til en rivende strøm ved sammenløbet af den vandrige Paranaflod, der kommer fra Brasilien.
Over den 2.7 kilometer lange strækning er vandmængden varierende afhængig af årstiden. Vi oplever vandmængden på årets højeste niveau. Faldet består i virkelighed af næsten 300 fald fra 50 til 90 meter. Grænsen mellem Brasilien og Argentina løber gennem Djævelens Gab. På den højre bred ligger Brasilien, hvor omkring 20 procent af faldene ligger, mens de resterende 80 procent ligger på argentinsk territorium. Området på begge sider af grænsen er udlagt som nationalparker i 1930erne og kom i 1980erne på UNESCOs verdens naturarvs liste. De to parker dækker et areal på 240.000 hektarer og her findes der et meget rigt plante- og dyreliv.

DSC_0949

Det var den spanske opdagelsesrejsende Don Alvar Nunes Cabeza de Vaca, der fandt faldene i 1541. Flere steder langs faldene er der caféer, toiletter, butikker, besøgscenter ligesom der er et hotel i nærheden af faldet. Det vrimler med farvestrålende fugle og næsebjørne på restaurantområderne. De er livlige og frække. Man skal ikke spise udendørs. Vi fik stjålet en is fra vores bord, da vi havde sat os ud i solen for at nyde isen.

Aage Krogsdam

Freelance rejsejournalist og kasserer i Danske Rejsejournalister. Har rejst over det meste af verden, og har speciale i bl.a. Australien, Canada, Cypern, Finland, Grønland, Israel, Island, Malta, New Zealand, Nicaragua, Norge, Rusland, Sverige, Storbritanien, Sydafrika, Tyskland, USA, Venezuela og Østrig.

Aage Krogsdam has 58 posts and counting. See all posts by Aage Krogsdam