Tango dinnershow i Buenos Aires
Tangoens historie fra dens oprindelse i storbyens fattige havne- kvarterer i 1860-erne opleves på et af byens ansete tangoteatre. Tangoen opstod faktisk blandt mænd. Mens vi nyder en tre retters menu, dæmpes belysningen langsomt, scenetæppet går fra, og samtidig istemmer et orkester på scenen de meget lokkende og sensuelle rytmer af tango musik.
Vi sidder i en teatersal med plads til over 600 tilskuere i tre etager og spiser ved runde borde. Vi skal overvære et tangoshow med deltagere af fem par dansere, som vil danse til musikken fra et 8 mands orkester under ledelse af Ercia de Salvo, en kendt tangomusikdirigent. I løbet af forestillingen, der ventes at vare 1½ time, vil danserne og sangerne gennem musikken og dansen tolke de forskellige perioder i tangoens historie.
Stedet hedder Carlos Gardel opkaldt efter en berømt sanger, skuespiller og komponist Carlos Gardel, (født i 1887). Teatret ligger i bydelen Recoleta i den nordvestlige del af Buenos Aires. Carlos Gardel boede få hundrede meter fra teatret sammen med sin mor, og begyndte allerede som stor dreng at synge og tolke tango- rytmernes melankoli og sensualitet. Hans talent bevirkede, at han foruden sin sangkarriere i ind-og udland også medvirkede i mere end 20 film i Argentina, USA og Europa fra begyndelsen af 1900- tallet og indtil 1935, hvor han omkom ved en bilulykke. Han er blevet en legende i det argentinske tangomiljø, og nyder stor respekt verden over.
Teatret er oprindeligt bygget i 1893, som en stor tre etageres restaurant, men er senere blevet ombygget til tangoteater, hvor man har bevaret arkitekturen fra begyndelsen af 1900-tallet. Inden hvert dansenummer fortæller en speaker om netop denne dans´ historie inden de smidige og flotte dansere viser deres kunnen på dansegulvet. Lige fra meget sensuelle danse til akrobatiske numre, som helt tager pusten fra publikum. Inden aftens show er slut har vi været gennem de forskellige perioder i tangoens historie fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag.
De nye emigranter medbragte både musikken, instrumenterne og dansene. Musikken og dansene var med til at forsøde det triste immigrantliv på havneområdets knejper. Manglen på kvinder betød, at der opstod et marked for prostitution, og det var her at tangoen kom ind i billedet.
Mens vi har spist færdig er danserne og de to sangere nået igennem aftenens repertoire, hvor vi har fået et fascinerende indblik i tangoens historie samtidig med at vi har nydt den sublime tangokunst på scenen udført af de dygtige dansere.
Tangoens historie
Op igennem det 20 århundrede udviklede tangoen sig fra at være en dans for de fattige og blandt de fattige havnearbejdere, emigranter og ludere, – kort sagt en dans for underklassen, – også til at blive accepteret af det bedre borgerskab i Argentina. Og efter 1. verdenskrig bredte dansen sig til Europa og blev blandt andet meget populær i Paris. I perioden fra 1920 til omkring 2. verdenskrig var tangoen meget populær overalt i ikke alene Argentina, men også i de omkringliggende lande, og efter 2. verdenskrig blev tangoen endnu mere populær. Populariteten kulminerede under den legendariske præsident Juan Peron og hans kone Evita Peron fra 1946 til 1955. I denne periode blev tangoen et nationalt symbol for alle klasser i befolkningen.
Da Juan Perron blev fjernet ved et militærkup i 1955 indførtes forsamlingsforbud og tangodans især blandt mænd på åben gade. Det blev betragtet som en forsamling, og dermed forbudt. I stedet vandt rockmusikken frem, idet den ikke krævede at man dansede på gaderne. I stedet lyttede befolkningen til rockmusikken på barer og i radio.
Efter perioden med militærregimer i Argentina fik tangoen i slutningen af 1980-erne en rænesance. Det skyldtes blandt andet komponisten Astor Pazzola, som skrev en lang række musikstykker med tangomusik for fløjte, guitar samt violin. Hans vision var at gøre tangoen stueren igen, og at få tangoen væk fra bordellerne, og danseballerne og de mindre lyssky dansesteder og ud i teatre og koncertsale over hele Argentina, Europa og USA. Med kompositionen ”Histoire du Tango” gik han tilbage til tangoens oprindelse i slutningen af 1890-erne og genoplivede de oprindelige instrumenter ved afspilningen af tangomusikken. Hans musik var langsommere end tidligere, mere sensuel og romantisk og det samme blev dansen. Overalt i Buenos Aires opstod der dansesteder med orkestre bestående af to violiner, to harmonikaer, et piano og en bas. Et stort show med titlen ”Tango Argentino” blev i slutningen af 1990-erne opført på Broadway i New York, og det fik igen argentinerne til at vende tilbage til dansesteder, restauranter, haller, natklubber, teatre og caféer for at lytte til og danse tango.
Tangoen danses i 2/4 eller 4/8 takt. Den har udviklet sig i forskellige grene, som har forskellige stiludtryk. Den europæiske tango opstod i omkring i 1910 efter argentinsk forbillede og blev i det efterfølgende årti tilpasset og fik en etableret form via udbredelsen i danseskolerne. Dansen er blevet indarbejdet på linje med andre standarddanse, og er i dag blandt andet en turneringsdans med et internationalt standardiseret figurrepertoire.
Den argentinske tango er en mere improviseret dans, hvor det grundlæggende trin er almindelig gang, og der forekommer ofte også temposkift. Samtidig er den argentinske tango mere præget af det sociale element, som lægger vægten på føring, variation og flydende dans. Det viser sig blandt andet også i forskellen i dansefatning, hvor det argentinske minder om en omfavnelse, mens den europæiske føres inden for en ramme med noget større afstand mellem de dansende. Man kan forenklet sige, at den europæiske tango udstråler temperament, mens den argentinske er mere sensuel.
Foto: Aage Krogsdam