Tarzan i Sønderjylland

AF BENT BERNARDI SØRENSEN. FOTOS. JØRN HENRIK JØRGENSEN

Tarzan blev min helt, da jeg første gang så et tegneseriehæfte om denne urskovens og abernes konge.
Nu står jeg selv i en trætop med en lian i højre hånd og har lyst til at lade et primalskrig runge ud over Sønderjylland. Lian er måske ikke den rette betegnelse for et blåt nylontov; jeg har en klatresele om livet, og en karabin-anordning omkring en stålwire i hele banens længde sikrer, at jeg bliver hængende i wiren, hvis jeg mister grebet eller fodfæstet.
Primalskriget vil måske imponere nogle af de unge kvinder i stramt sportstøj, der også befinder sig i træerne, men det er mere sandsynligligt, at skriget tilkalder instruktørerne i HighPark Sønderjylland. Så jeg undlader at forstyrre skoven dybe, stille ro.

Fire baner
Fuglene synger i den lille skov på i tunneldalen Genner Hoel (sønderjysk for hule) syv kilometer nord for Aabenraa. Men jeg hører dem ikke. Jeg skal koncentrere mig om forhindringerne – og om sikkerhedslinen. Ikke fordi, jeg kan miste den. Det er nemlig umuligt, men den skal skubbes hen ad wiren, inden jeg kan komme videre igennem banens tolv forhindringer.
High Park Sønderjyllands fire baner starter og slutter samme sted. Den hvide er nemmest, og sværhedsgraden stiger på den grønne, den røde og den sorte. På den internationale klatrebane-skala er banerne i kategori 1, 2, 3 og 5.

Schweizisk sikkerhed
Det er obligatorisk at gennemføre banerne i rækkefølge, men man kan springe den hvide over og starte på den grønne. Alle fire baner starter med en svævebanetur. Man hægter et beslag med to hjul på en stålwire, sætter sig på hug, læner sig ud over platformen og glider i stigende tempo over til en anden platform, hvor man skal gribe en lian for ikke at glide baglæns.
Det tager tid at fumle med sikkerhedslinen. Den kan kun flyttes rundt om platformene på træerne på én måde, men det er betryggende at vide, at intet kan gå galt.
Banerne og sikkerhedssystemet er det anerkendte schweiziske Kanopeo Speedrunner.
I træerne er man overladt til sig selv, men hvis man bliver udmattet eller begår en fejl, så man kommer til at hænge i sikkerhedswiren, kan man tilkalde en instruktør.

67 verdensrekorder
Min barndoms Tarzan var Johnny Weissmüller, der under navnet Peter János Weissmüller (født i et østrig-ungarsk område, der nu hører til Rumænien) var elitesvømmer og i 1920’erne satte 67 verdensrekorder. Ved OL i Paris 1924 vandt han fem guldmedaljer i svømning og var med på USA’s hold, der vandt bronze i vandpolo. I 1929 blev han undertøjsmodel og i 1932 indspillede han den første af 19 Tarzan-film.
HighPark Sønderjylland ligger ved en rasteplads på den gamle hovedvej A10 i en tunneldal fra den seneste istid, der ligger i fortsættelse af Genner Bugt og selv forlænges af Jyllands betydeligste ås, Genner Ås.
Den grønne bane er hurtigt overstået, og så er det videre til den røde. Over halvdelen af dagens deltagere på den grønne har fået nok. De er høje, og kan åbenbart leve længe på oplevelsen. Måske fordi de glæder sig til deres sommerferiefrokost med vådt og tørt i Pandekagehuset på arealet, der også har en mindre campingplads.

Livlig fantasi
Jeg var dagens første på den grønne bane og går frisk i gang med den røde – kun fulgt af en kvinde, der hverken er belastet af alder, vægt eller frygt.
Frygt er dog ikke et emne, for sikkerheden er i top – ligesom banernes kvalitet.
Men den stigende sværhedsgrad holder de besøgende tilbage, og det er helt i orden. Man skal ikke udfordre sig selv over evne, men jeg vil gerne opleve, hvor mine grænser er, så jeg svæver ud mellem træerne og mærker duggen mod ansigtet, når jeg rammer de tynde grene på vej mod nye udfordringer.
Banernes konstruktører har med livlig fantasi skabt forhindringer, hvor man skal bevæge sig fra træ til træ ad ophængte gynger, planker og andet uvæsen i bevægelse. Hver bane har tolv forhindringer, og de fleste af den røde banes klarer jeg uden kraftanstrengelser – mest fordi jeg forsøger at lade benmusklerne klare arbejdet og lade mine tynde arme hvile så meget som muligt.

Frilufts-fitness
HighPark Sønderjylland er et frilufts-fitnesscenter, hvor man ikke selv bestemmer, hvornår en muskelgruppe skal have pause. I konventionelle fitnesscentre dyrker mange mænd deres biceps uden nogensinde at få brug for at kunne løfte andet end halvliters fadøl eller en proteindrik. Her er der brug for biceps og alle andre muskler i topform.
Den røde bare udvikler sig undervejs til en udfordring. Koncentrationen kommer på prøve. For mig gælder det om ikke at blive indhentet. At overhale er umuligt på grund af sikkerhedslinerne, men jeg satser på at være alene på platformene og hurtigt lægge en strategi til den næste udfordring.
Armmusklerne sender signal om, at jeg sjældent laver andet fysisk arbejde end at børste tænder og tømme opvaskemaskinen. Jeg overlader det meste arbejde til benene, men da jeg svæver i mål fra den røde bane, mærker jeg, at hele kroppen er vågen.

Sort fristelse
Vejret er lidt fugtigt, men jeg har kun taget halvlange, hvide bukser og en tynd cykeljakke på. Arrangørerne har udstyret mig en med rød hjelm og et par tynde handsker.
– Hvad fanden skal jeg med de handsker, tænkte jeg. Men de viser sig at være det bedste udstyr. Uden handskerne ville mine fingre være blevet flået i stykker.
Hjelmen redder mig fra små læsioner, når jeg er uforsigtig – eller klodset.
Adgangen til den sorte bane er låst med en hængelås. Ejerne af HighPark Sønderjylland, Tine og Poul Eriksen, står begge på podiet, hvor banerne starter og slutter. De spørger, om jeg er fristet til at prøve den sorte.
Ja, gu’ er jeg fristet, men jeg skal først forhandle med min krops organer og muskler.
Ingen andre viser interesse for at prøve kræfter med den sorte.
– Du kan altid kalde på hjælp, siger Poul.
– Be’ om hjælp .., fand’me nej! tænker jeg. Tarzan gav aldrig op.
Tine siger, at det er sejt at gennemføre banen på 30 minutter.
Jeg bliver betænkelig. En halv times hårdt muskelarbejde er udmarvende. Jeg tænker på dengang i 1970, da jeg med håndkraft læssede jernbanevogne med 50 kilos sække med NPK-gødning på Dansk-Norsk Kvælstofsfabrik I/S i Grenå – en af Danmarks på mange måder farligste virksomheder.
20 tons i hver godsvogn.
Den sorte bane kan ikke være farligere.
Jeg véd, at banen ikke er farlig. Jeg stoler på schweizerne.
Eneste risiko er, at jeg ikke kan gennemføre banen.
Fabrikken i Grenå var livsfarlig, og den er for længst jævnet med jorden. Ingen fortalte dengang om risikoen ved produktionen af ammoniak og kalkammonsalpeter.
Og jeg var ligeglad med giften. Jeg ville bare gerne giftes med Ea, Ann, Lisbeth eller Bitten, men allerhelst Anne Marie.
Tarzan var vild.
Og han var vild med Jane, så vi var ikke konkurrenter.
Tarzan fik sin Jane, fordi han kunne svinge sig i lianerne og redde sine venner. Så kan jeg vel osse svinge mig i de sønderjyske skove og drømme om en Jane.
– Jeg er klar. Lås op, siger jeg – overbevist om, at en halv time er for meget til at gennemføre en Tarzanbane.

Balancegang
Den indledende svævetur er lang. Jeg har fået at vide, at den sorte bane indeholder fire svæveture, hvoraf den ene slutter utraditionelt.
Det er der ikke tid til at tænke på. Dels kæmper jeg med at få sikkerhedslinen med for ikke at gå i stå, dels har jeg sat mig selv under tidspres, dels er mine balanceevner på hårde prøver.
I min barndom balancerede jeg på jernbaneskinner – måske ti centimeter over jorden – ved min oldemors hus med lokum i gården. Nu gælder det om at abstrahere fra alt. For at komme over til næste platform skal jeg balancere på svingede planker i samme bredde som jernbaneskinner. Og der er slet ikke lokum i trætoppene.
Når man lader sig falde ud fra en platform på en svævebane, er det rart at kunne se endestationen.
Men sådan er det ikke her. I bedste fald kan man se nogle grene med slimede, grønne blade, som jeg ikke kan skærme mig imod med armene, for jeg er nødt til at holde fast i sikkerhedslinen med begge hænder for ikke at rotere undervejs og ramme platformen med ryggen.
Jeg rammer nylonnettet og griber fat. Fanget i et net – og en sikkerhedsline. Er det nu, jeg skal skrige?
Jeg stikker min højre arm gennem et af nettets huller og holder fast, mens jeg flytter fødderne og den anden arm mod venstre. Jeg hænger meget og længe i nettet, mens jeg kæmper mig mod næste platform.

Tarzan

Skovmenneske

Min Tarzan-helt blev undertøjsmodel i 1929. Dengang var det forbudt at tjene penge som atlet, og så var det slut med at svømme om medaljer. På platform otte føles mine arme som kogt spaghetti. Der findes sikkert smartere måder at komme frem på, men jeg synes, at jeg undervejs har hængt meget i de overarme, der de seneste år ikke har fuldført hårdere opgaver end at lægge vasketøj sammen.
Fra en gren i 25 meters højde forsøger jeg at skue ud over Sønderjylland. Man burde kunne se helt til Tyskland herfra, men jeg ser bare en masse grene med grønne blade – og et par stålwirer.
Jeg har brug for et minuts pause inden næste drilske udfordring og kommer til at tænke på, at ligesom Tarzan har jeg været undertøjsmodel.
Under en skilifts kraftige stålwirer på en gletsjer i Østrig stod jeg for mange år siden model i ægstilling på et par gule ski med røde slalomstøvler og blåt, svedtransporterende undertøj.
Der er ikke tid til at tænke på Tarzans og mine bedrifter i stramtsiddende undertøj, for nye udfordringer i trætoppene – og mine venner – venter. Jeg haster videre, men har alvorligt brug for de korte pauser på platformene. Heldigvis har jeg ikke brug for opmuntringer, men mens overarmene føles svagest, overvejer jeg at finde telefonen frem for at tjekke, om kurserne på mine aktier er på topniveau som mig.
Men jeg skal jo videre, og på næste platform tænker jeg, at ham der Tarzan kun fandtes i sort/hvid. Her er skoven grøn, og ovenover er himlen blå.
Jeg ser for mig regnskoven på Borneo, hvor jeg mødte nogle børn, dengang jeg havde rødligt hår og skæg. De havde aldrig set mennesker, der ikke var sorthårede, og de stimlede sammen om mig, pegede og sagde med ærefrygt: “Orangutang”. Det betyder i øvrigt “mennesket fra skoven.”
Jeg svæver i mål efter 33 minutter i træerne og er godt tilfreds. Banerne er samlet normeret til 2½-3 timers aktivitet, så jeg føler jeg mig som et menneske fra skoven. Dog ikke som skovens konge, for Tarzan fik næppe blå mærker på overarmene.

Bent Bernardi Sørensen

Født nøgen.

Bent Bernardi Sørensen has 29 posts and counting. See all posts by Bent Bernardi Sørensen