”Næh, så skal du da en tur på Ramblaen”, flyder det ud af munden på min tennisveninde, da jeg spørger, om hun vil overtage min plads i en damedouble. Jeg er nemlig strandet i Barcelona på vej hjem fra Tenerife. Men nej, det skal jeg godt nok ikke. Med fare for at virke hovskisnovski, fordi jeg har været en del gange i Barcelona, er Ramblaen sidste valg, når jeg uventet skal spendere en aften i den catalanske hovedstad. Det kunne ellers være kønt at spadsere rundt mellem de andre turister som et andet plukkemodent pengetræ, spise kedelige tapas, drikke alt for dyr øl og være ombejlet af tasketyve, gøglere og optrækkere i mere og mindre fantasifuld forklædning.
Efter et hurtigt beliggenhedstjek af det hotel, som flyselskabet har stillet til rådighed, nu de ikke kunne fragte mig hjem, er jeg ikke i tvivl. Den står på Montjuic.
På rullende trapper op ad Montjuic bjerget
Montjuic er det lille bjerg, der som et grønt muldvarpeskud ligger i hjertet af Barcelona med ryggen mod Middelhavet. Jeg tager metroen til Plaza España. Derfra op ad den brede Avinguda de la Reina Maria Cristina til jeg står ved foden af Montjuic med det imponerende Museu Nacional d’Art de Cataluña pegende ud mod byen. Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg aldrig har være indenfor. Altid har jeg nydt bygningen, men kun ude fra min foretrukne plads – på de rullende trapper. Siden jeg i 1992 første gang var i Barcelona, har jeg været vild med de trapper. Tænk at lave udendørs rullende trapper – op ad et bjerg. Der vokser en barnlig glæde op i mig. Sikkert baseret på minder fra mine første ture i 1960’erne stormagasiner, hvor kunsten – dengang som nu – var at forcere trapperne i modsat retning.
Spaniens unge demokrati og De Olympiske Lege i 1992
Afbrudt af veje, stier og nogle almindelige trapper følger jeg flere sæt rullende trapper til toppen af Montjuic og Barcelonas olympiske anlæg fra 1992. Her er frisk luft og plads til store armbevægelser. Anlægget domineres af en kæmpemæssig platform med idrætshaller, søjler og brede trapper med vandfald. I midten en stor hvid og kunstfærdigt udført teleantenne. Skabt for Telefonica af Santiago Caltravo til TV-transmission fra De Olymiske Lege. Antennen repræsenterer en atlet, der holder den olympiske flamme. For enden af platformen troner det Olympiske Stadion. Oprindelig opført til en international udstilling i Barcelona i 1929, og Spaniens bud på OL i 1936. Men OL 1936 gik til Berlin. Planen var så i 1936 at afholde et Folkets Olympiske Lege her på Montjuic i protest mod Berlin-legene. Men på grund af udbruddet af Den spanske borgerkrig samme år, måtte Folkets Olympiske lege desværre aflyses.
Min personlige veneration for det lille bjerg stammer fra nogle uger i 1992, hvor jeg var pressemedarbejder ved OL for handicappede (som i dag hedder Paralympics), der blev afholdt lige efter De Olympiske Lege. Det var i de år eliteidræt for handicappede for alvor var på vej mod anerkendelse, hvilket ved OL i 1992 faldt sammen med den spanske rus efter diktatoren Francos død i 1975 og gennemførelsen af en demokratisk forfatning i 1978. Spanien og Barcelona var i stor forandring og fremgang. Og for catalanerne var det nyt at se mennesker med alle mulige handicaps i det offentlige rum. Blandt andet derfor var der utroligt mange tilskuere til konkurrencerne på svømmestadion, der også ligger her på toppen af Montjuic.
Fæstningen og Zafons univers
Fra det Olympiske anlæg kan jeg skimte Castell de Montjuic, Barcelonas gamle forsvarsfæstning fra 1600-tallet. Strategisk beliggende med næsten 360 graders udsyn over havet og byen, har det været i brug flere gange i historien. Selv tænker jeg mest på, at det har været anvendt som fængsel. Den association skyldes forfatteren til serien om de glemte bøgers kirkegård, Carlos Ruiz Zafon. Montjuic og fængslet her indgår nemlig i hans spændende og dystre univers i Vindens Skygge og de efterfølgende tre romaner. Historier, der er båret delvist af fantasi og mysticisme, delvist af virkelige begivenheder og kritik af Franco-tiden. For her blev, som også beskrevet af Zafon, mange republikanere spærret inde og henrettet under Den spanske borgerkrig. I dag kan man besøge fæstningen, der fungerer som museum, og man kan komme op ad en vej omme fra havsiden af bjerget.
Mange veje op og ned ad Montjuic
Denne aften fortsætter jeg ned gennem et par af de fine haveanlæg, der pryder Montjuic. Forbi Miró-museet, der kan besøges i dagtimerne. Denne milde september aften er der næsten kun mig og nogle få løbere på den øverste del af bjerget.
Jeg fortsætter ned gennem Jardin de Joan Maragall og ad rullende trapper tilbage til kunstmuseet. Her er en stor udsigtsplads, og et af de få steder, hvor der er andre mennesker.
Havde jeg haft mere tid, kunne jeg være fortsat til den østlige ende af bjerget. Her kan man nemlig komme ned med både bus, bjergbane og svævebane. Og måske ville jeg havde mødt flere mennesker her. For disse forbindelsen ender nede i nærheden af Colombus-søjlen, der troner for enden af – ja, Ramblaen.
Læs også om Montserrat-klosteret, der ligger en times kørsel nord for Barcelona
