Doolin Cave findes på denne grønne ø mod vest

Doolin Cave findes på Øen mod vest

Ved en rundrejse i Irland kan du ved selvsyn konstatere, at øen mod vest er grøn og at betegnelsen – den grønne ø – ikke er et fatamorgana. Overalt trænger det grønne frem, men under jorden er der også en vidunderlig verden, Doolin Cave, Clare, Irland.

Doolin Cave

Doolin Cave 2

Udstyret med lamper er vi på vej ind i den mørke hule, der fører os til en af verdens mest bemærkelsesværdige drypsten. Vi befinder os i Doolin Cave, der ligger i den sydvestlige del af Irland ikke langt fra kysten med de op til 200 meter høje kalkstens klitter Cliffs of Moher. Området blev dannet for millioner af år siden af havdyr.

Doolin Cave blev fundet ved en tilfældighed i 1952 af to geologi studerende. De bemærkede at en lille bæk forsvandt i bunden af en stor kalkstenklit. De undersøgte stedet nærmere og gravede sig vej gennem en smal passage og kravlede næsten 800 meter i en trang hulegang inden  de pludselig ankom til et stort kammer, hvor de fandt en stor drypsten, Stalaktit.

I dag er indgangen til hulen gjort større og der er anlagt trapper ad den snævre hulegang ind til det store kammer.

I halvmørket følger vi vores guide, og vi kan høre den svage rislen af vand dybt under os, mens vi indånder den fugtige luft i gangen. Guiden fortæller om hulens geologi, hvor vanddråber fra overfladen gennem millioner af år er sivet ned gennem kalkstene og har formet drypstenene i hulen i forskellige størrelser, former og gullige farvenuancer. Pludselig åbner den snævre gang sig og vi står i et kæmpe rum , måske  40×40 meter og 50 meter højt. Midt i det store hulrum hænger en af verdens største drypsten  eller stalaktitter (som de kaldes i fagsproget) ned fra loftet i hulens ene side. Drypstenen er mere end 7 meter  lang og  i gullige nuancer – et betagende syn her i mørket.

Doolin Cave 1

Grotten er blot en af mange i området på Burren stensletten, men kun få er åbne  for publikum. Og denne her er Irland mest spektakulære drypstenhule og er en af mange turistattraktioner på den grønne ø.

Øen rundt i lejet bil

Vi er fløjet til Dublin fra København og  har lejet en bil  og er nu på en 10 dages rundtur på den smukke ø, mens vi overnatter på Bed and Breakfast steder langs med ruten. Og B&B steder er der masser af i Irland og priserne er rimelige. 300-400 kroner for to personer med morgenmad .

Under rundturen fornemmer vi tydeligt at turister er meget velkomne og ikke mindst fra Danmark.

Aage Krogsdam

Freelance rejsejournalist og kasserer i Danske Rejsejournalister. Har rejst over det meste af verden, og har speciale i bl.a. Australien, Canada, Cypern, Finland, Grønland, Israel, Island, Malta, New Zealand, Nicaragua, Norge, Rusland, Sverige, Storbritanien, Sydafrika, Tyskland, USA, Venezuela og Østrig.

Aage Krogsdam has 58 posts and counting. See all posts by Aage Krogsdam