Se marsken fra oven

Arkitektonisk mesterværk tårner sig 25 meter op over det flade marsklandskab

På vej ud i marsklandet vest for Skærbæk brydes horisonten af noget højt flere km forude. Det kunne ligne en skypumpe, men det er Marsk Tower, et 25 meter højt spiralformet tårn, der rejser sig 36 meter over havets overflade. Jo tættere, vi kommer på, jo mere imponerende er kontrasten til det totalt flade landskab.

Marsk Tower – et omvendt tårn med størst diameter foroven.
Foto Hanne Würtz

Marsk Tower åbnede i august 2021 og er allerede blevet et populært udflugtsmål med 65.000 besøgende årligt, fortæller Liv Eichner, ansvarlig for marketing, rundviser og meget mere.

Udsigt fra toppen ind over landet. Foto Hanne Würtz
Informationstavler fortæller om, hvad man ser i diverse retninger.
Foto Hanne Würtz

Et omvendt tårn

Når man lægger nakken tilbage helt fremme ved tårnet, kan man få en svimlende fornemmelse af, at det vil vælte. Det ser nemlig ud til at være et omvendt tårn – altså stå på toppen.Ved trappens begyndelse er diameteren 6,2 meter, hvor opstigningen ad den snoede metaltrappe begynder. Den bliver bredere og bredere, så der er “tag” over hovedet, indtil man efter 146 trin opad når udsigtsplatformen, hvor diameteren er 12,7 meter – altså dobbelt så meget som forneden.

Flot udsyn ud over marsklandet med vadehavet i det fjerne. Foto Hanne Würtz

Heroppe, hvor blæsten kan være strid, venter belønningen: En storslået udsigt ud over marsken og Nationalpark Vadehavet, der er på Unescos verdensarvliste. I klart vejr kan man se helt til Esbjerg, Sild, Ballum sluse og kirketårn, følge trafikken på Rømø-dæmningen og med kikkert også se sæler og østersbanker, hvor enhver kan samle østers (pas på tidevandet).

Informationstavler fortæller, i hvilken retning man skal kigge.

Marsk Tårnet er fremstillet af cortenstål. Fundamentet til tårnet vejer 250 tons, tårnets stålkonstrultion knap 300 tons og det største trin 3.000 kg. Diameter forneden 6,2 meter og øverst 12,7 meter. Der er 146 trin op og 131 trin ned.

Adgang til tårnet året rundt undtagen i meget dårligt vejr. For at benytte handicaplift skal man reservere tid telefonisk.

Pladsen foran hovedbygningen er nyrenoveret for 70 mio. kr. og vil være helt klar til den kommende sæson. Foto Hanne Würtz

Glamping og autocampere

Her kigger vi ud over terrasse, minigolfbane, autocamperpladsen og
glampingpladserne.
Fotoet er taget i marts, inden der kom gang i aktiviteterne. Foto Hanne Würtz

Ud over tårnet byder området på Marsk Camp med plads til 126 autocampere på støbte fundamenter og med strømstik. Der er tre kategorier, så man kan vælge at vågne op til forskellige udsigter, og om man vil have egen træterrasse.

Har man den firbenede med, kan den boltre sig i hundeskoven bagerst på pladsen.

En anden mulighed er glamping, dvs. luksusversionen af teltcamping. 12 hvide luksustelte har stort samme faciliteter som en lille ferielejlighed, dvs. køleskab, elkedel + kogeplade og ikke mindst en rigtig seng til to, og få meter fra teltet er der eget bad og toilet.

Frokostanretning i Restaurant Marsk. Foto Hanne Würtz

Sult og tørst kan stilles i Restaurant Marsk, hvor der bydes på såvel morgenmad som frokost- og aftenretter – oftest med lokale råvarer.

Blandt øvrige faciliteter kan nævnes en stor naturlegeplads og en 18 hullers minigolf bane.

Jeg var inviteret af Visit Rømø & Tønder/Vadehav, som ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.

Nedenståen foto viser, hvordan området så ud fra luften sidste sæson.
Foto ® Bjarke-Petersen



Hanne Würtz

Hanne Würtz, medlem af Dansk Journalistforbund og Danske Rejsejournalister. Mesterlæreuddannet på Vendsyssel Tidende med kortvarigt kursus på Danmarks Journalisthøjskole. I 24 år ansat på Morgenavisen-Jyllandsposten som redigerende og senest som skrivende med fokus på kultur inden overgangen til freelance-tilværelsen som kultur- og rejsejournalist. Har oversat en række børne- og ungdomsbøger samt en enkelt rejsebog og har gennem alle årene samtidig leveret rejseartikler fra ind- og udland til Aarhus Stiftstidende, Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, Berlingske, Børsen, Herning Folkeblad, Jyske-Vestkysten/Fynske Medier, Aller og FerieBlogger.dk.

Hanne Würtz has 21 posts and counting. See all posts by Hanne Würtz

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.