Når den internationale haveudstilling IGA 2027 åbner i Ruhr-området den 23. april 2027, bliver det ikke blot endnu en blomsterfestival. Det bliver et forsøg på at omskrive fortællingen om en region, der i årtier har været synonym med kul, stål og industri, og som arbejder på at opnå en position som et grønt eksperimentarium for fremtidens byer. Her præsenteres nye løsninger for klima og grøn byudvikling i en spændende blanding af natur og industrihistorie og med ambitioner om at blive verdens grønneste industriregion.

53 byer i det vesttyske Ruhrdistrikt vil frem til oktober 2027 under mottoet ”Zukunft Blüht“ (fremtiden blomstrer) lægge landskab til mere end 6.000 arrangementer. Arrangørerne forventer op mod 3,1 millioner besøgende.

I Duisburg er et tidligere afspærret område ved floden, Rheinpark, forvandlet til et grønt åndehul langs Rhinen, hvor nye stier og opholdsrum binder byen sammen med vandet.

“Slinky Springs to Fame” over Rheine-Herne kanalen i Oberhausen er en 406 meter lang gang- og cykelbro. Den er opført i 2011, designet af kunstneren Tobias Rehberger og udformet som et snoet reb med 496 aluminiumsbuer inspireret af Slinky-spirallegetøjet. Foto Hanne Würtz

Kulturlandskab i en kulmine i Ruhrdistriktet

I Gelsenkirchen er en kulmine omdannet til et kulturlandskab i anledning af, at den årlige udstilling for havebrug og landskabsarkitektur fandt sted her i 1997. Samtidig udvikles Emscherland bl.a. i samarbejde med byerne Recklinghausen og Herne til et stort, sammenhængende natur- og vandområde med fri adgang.

Kokerei Hansa, et tidligere koks- og industriværk i Dortmund, fungerer som et markant arkitektonisk og industrielt vartegn. Værket, der blev opført i 1927-1928, var centralt i Ruhrdistriktets sværindustri og kan i dag udforskes som en “walk-in” skulptur, designet af Wolfgang Christ.

I Lünen skabes nye oplevelser langs floden Lippe, hvor landskabet kombineres med cykelruter, aktivitetsområder og en ny markant udsigtspost.

I kunstinstallationen på en bakke i Halde Hoheward smelter videnskab, kunst og natur sammen i en pyramide – såkaldt tetraeder. Foto Hanne Würtz

Kæmpe indkøbscenter

Westfield er et gigantisk indkøbscenter i Oberhausens nye bydel Neue Mitte. Det åbnede i 1996 efter inspiration fra centret i Sheffield (England), har 240 butikker og boder og et årligt besøgstal på omkring 15 millioner. Almindelige butikker holder lukket om søndagen, men centret har alligevel stort søndagsbesøg. Så stables der nemlig et enormt loppemarked i flere afdelinger i underetagen på benene.

Der er fri parkering ved centret. Mange kører langt for at komme dertil, også i busser fra bl.a. Nederlandene. Nye brands præsenteres ofte her, og bliver de en succes, vil de inden længe komme til større byer.

Underetagen i indkøbscentret Westfield i Oberhausen omdannes til et enormt
loppemarked om søndagen, når de almindelige butikker er lukket. Foto Hanne Würtz

Kunstglade kan anbefales at besøge Schloss Oberhausen, hvor Ludwigsgallerie viser skiftende udstillinger. Under mit besøg var det tysk pop art, indtil13/9 pressefotos af Anja Nirdringhaus og derefter Astrid Lindgrens verden med Pippi Langstrømpe og hendes meriter til glæde for hele familien.

Landskabskunst i Ruhr

Bevæger man sig lidt uden for Oberhausen, finder man flere eksempler på landskabskunst: Den 35 meter høje stålskulptur Zauberlehrling (Troldmandens lærling) i Gehölzgarten Ripshorst. Den ligner en elmast, der har vredet sig løs for at danse i landskabet. Med sit vridende og svajende design, skabt af kunstnergruppen Inges Idee, efterligner den en gigantisk metaldanser, der er frosset midt i en pirouette.

Det alpine center i Bottrop med fritidsaktiviteter for hele familien åbnede i 2001. Det er bygget på en bakke og har en bane på 640 meter, som påstås at være verdens længste. Der er muligheder for både erfarne og nybegyndere på ski.

Stålskulpturen Zauberlehrling lidt uden for Oberhausen er et eksempel på landskabskunst.
Den ligner en elmast, der har revet sig løs for at danse. Foto Hanne Würtz

Videnskab kunst og kultur smelter sammen

Halde Hoheward er en kunstig bakke i Bottrop med en kunstinstallation, hvor videnskab, kunst og natur smelter sammen, en såkaldt tetraeder – en pyramide – med en sidelængde på 60 meter. Den hviler på fire ni meter høje betonsøjler. Toppen nås ad en lang metaltrappe.

Man kan gå op i pyramiden på Halde Hoheward ad en lang metaltrappe. Foto Hanne Würtz

Ruhrdistriktet har ca. 5 mio. indbyggere, Oberhausen knap 220.000 indbyggere og ligger i delstaten Nordrhein-Westfalen.

Rejsen dertil

Fly fra Billund og København til Düsseldorf og derfra tog/bus til Oberhausen. Tog eller bus hele vejen fra Danmark.

I bil fra den dansk-tyske grænse ved Padborg til Oberhausen er der omkring 580 km/ca. 6 timer, fra Puttgarden er der 512 km/ca. 5½ time.

Jeg var inviteret af Tysk Turist Information

Hanne Würtz

Hanne Würtz, medlem af Dansk Journalistforbund og Danske Rejsejournalister. Mesterlæreuddannet på Vendsyssel Tidende med kortvarigt kursus på Danmarks Journalisthøjskole. I 24 år ansat på Morgenavisen-Jyllandsposten som redigerende og senest som skrivende med fokus på kultur inden overgangen til freelance-tilværelsen som kultur- og rejsejournalist. Har oversat en række børne- og ungdomsbøger samt en enkelt rejsebog og har gennem alle årene samtidig leveret rejseartikler fra ind- og udland til Aarhus Stiftstidende, Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, Berlingske, Børsen, Herning Folkeblad, Jyske-Vestkysten/Fynske Medier, Aller, Kristeligt Dagblad og FerieBlogger.dk.

Hanne Würtz has 32 posts and counting. See all posts by Hanne Würtz