Kaiserstuhl er en lille vulkansk højderyg, der er som skabt til afslappede vandreture.
”Et måltid uden vin kaldes morgenmad” står der på skiltet over vores morgenbord på hotel Pfauen. Så ved vi, at vi befinder os i et vinområde. Nærmere bestemt Kaiserstuhl, som er en lille vulkansk højderyg nordvest for Freiburg i det sydligste Tyskland. Men det viser sig nu hurtigt, at det med morgenmad uden vin skal tages med et gran salt. Aldrig så snart har vi sat tænderne i vores croissanter, før hotelmutter, Isolde Neymeyer, kommer gående med et stort smil og en åben flaske champagne:
”En af gæsterne inde ved siden af har fødselsdag, og så giver vi champagne til bordet”, forklarer hun og tilføjer med et blink: ”Der er næsten altid én, der har fødselsdag”.

Ellers er det ikke fordi, hotellet er det store at skrive hjem om. Lidt forfaldent gammelt hus med smalle trapper og tilfældige tilbygninger. Men stemningen alene kunne godt få mig til at vende tilbage – når jeg har fødselsdag. Og værelserne er helt ok med eget bad og lille altan med udsigt over baggården.

Den lille middelalderby Endingen
Selvom der er lokal burgunder-vin på værelset, er det synd og skam at tilbringe tiden på hotellet. Den lille by Endingen, som er første stop på vores tre-dages vandring i Kaiserstuhl, viser sig nemlig at have et charmerende middelaldercentrum. Vi bor lige bag et smukt tårn med en byport, der er ganske imponerende for en by med godt 9.000 indbyggere. Og her åbenbarer sig en brolagt gade med gamle velholdte bindingsværkshuse i forskellige farver og krumninger på bindingsværket. Det er da også grunden til, at vi ikke har særlig travlt med at komme ud af byen efter morgenmaden. Vi skal lige en tur til modsatte ende af hovedgaden, der viser sig at have en miniature-udgave af byporten. Dernæst op ad bakken til St. Peters kirken, der i gavlen har indmuret et voldsomt monument med inskriptioner til minde om byens faldne under første og anden verdenskrig.


På kejserlig vandring
Fra Endingen går vi mod syd langs højderyggens vinmarker, små skove og blomstrende enge. En tur på godt seks timer med medbragt flaskevand og madpakker, som vi får lov at smøre ved morgenbordet. For Isolde Neymeyer har forberedt os på, at de få steder, hvor man kan fouragere, kun har åbent i højsommeren. Og vi skriver maj måned.

Turen på Kaiserstuhlpfad er i klassen let til middelsvær. Det betyder, at stien bugter sig op og ned i terrænet med stigninger, der ikke er værre, end de kan klares med almindeligt fornuftigt fodtøj og gennemsnitlig god form. Forsinkelserne undervejs tilskrives udelukkende studier af blomstrende vilde orkideer, lyseblå sommerfugle, grønne vinmarker, en tur op i udsigtstårnet Neulindenturm (557 m.o.h.) – og småsløj skiltning. For selvom vi har øjnene på kortet og vores lange næser i sporet, lykkes det nemlig to af dagene at gå forkert i begyndelsen af ruten. Men hvad gør det, når solen skinner, og der altid er en vinbonde, vi kan spørge om vej.




Tre dages vandring på Kaiserstuhl
Kaiserstuhl er en del af det store bjerg- og skovområde, der hedder Schwarzwald. Det ligger i Tysklands sydligste delstat Baden-Wüttemberg. Vi tog udgangspunkt i Freiburg, der ligger cirka midt i området.Fra Freiburg tog vi med tog og bus til den lille by Sasbach. Det tog godt en time. Herfra gik vi ad Kirschenbaumpfad til Endingen, godt 15. km. Fra Endingen gik vi 21 km ad Kaiserstuhlpfad til Ihringen. På tredjedagen gik vi fra Ihringen til Bötzingen ad Knabenkrautpfad, godt 15. km. Fra Bötzingen tager det bare en halv time med bus til Freiburg.
Læs mere på www.kaiserstuhl.de og www.endingen.de
Turen var støttet af Schwarzwald Tourismus