Jeg har før været i Lübeck, beundret den smukke gamle byport, Holsteiner Tor, besøgt Hansemuseet og spist marcipankage på Marcipan Museet. Men først nu har jeg lagt mærke til de små korridorer, der fører fra de brolagte gader, gennem husene og ind i små baggårde. Nogle af dem er ikke meget mere end end en meter høje og leder tankerne hen på Hobbit boliger.
Gennem Hobbit korridorer til 14. og 15. årh. baghuse

Det er en guide, Jan Kruijswijk, der fortæller mig historien om de små korridorer, der i størrelse passer fint til en hobbit-befolkning. Men det var nu ikke fordi, beboerne var særligt små, men alene fordi, pladsen var trang:
“Da Lübeck var en driftig Hansestad fra 1200-tallet og de næste par århundreder, var der brug for stadig mere arbejdskraft. Men fordi Lübeck ligger på en ø omgivet af vand og volde, begyndte det at knibe med pladsen indenfor voldene. Da arbejderne jo skulle have et sted at bo, fik man den ide at bygge små baghuse inde i de haver, der lå bag de fleste byhuse”, fortæller Jan Kruijswijk og fortsætter:
“Der var bare det problem, at adgangen til haverne gik gennem husene, og ingen borgere havde lyst til at daglejere og andre arbejdsfolk skulle bruge deres hus som gennemgang. Derfor blev løsningen at lave små korridorer fra gaden, gennem husene og ind i baggårdene”.

Fra arbejderslum til charmerende småhuse
I nogle af de baggårde, jeg besøger, fremstår de små huse charmerende, men sådan har det ikke været i middelalderen. Da baggårdshusene blev bygget, var det helt op til ejerne af forhusene, hvor mange små boliger, der blev bygget i baggården og hvor mange familier, der blev presset ind. Det mindste af småhusene ligger i Hartengrube nr. 36 er bare 3,45 m langt og 4,65 meter bredt, altså 16 kvadratmeter. Her har en familie med et antal børn været stuvet sammen.
I dag er nogle af de små baggårdshuse revet ned, mens andre er istandsat som små attraktive boliger, hvor der er blevet plads til blomstrende buske og små haveborde.

90 små porte, korridorer og baghaver i Lübeck
Ikke færre end 90 porte, lave korridorer og små baghaver finders der i Lübeck. Da jeg først har fået øjnene op for de små porthuller, ser jeg, at de findes næsten overalt, flest i den nordlige ende af byen. Og fra blandt andet gaderne Engelsgrube og Engelswisch er der mange korridorer. Nogle af dem har gennemgang fra to paralle gader, andre har kun en indgang.
Korridorer og baggårde har udviklet sig til en turistattraktion, og nogle af dem frabeder sig besøg. Derfor møder jeg flere steder et skilt med ” Kein Durchgang”. Et skilt, der er til at for øje på, da det hænger lige over portåbningen og altså i øjenhøjde. Andre steder må man gerne gå igennem, men selvfølgelig skal vi huske at respektere, at det er private boliger og ikke et museum.



Fra Lübecks mindre gader fører lave korridorer ind i baggårde hvor der i 14. og 15. århundrede blev opført baghuse som arbejderboliger. Kortet viser den nordlige bydel og de stiplede linjer markerer de små korridorer og gange.

Fakta om Lübeck
Lübeck ligger på en ø i det nordlige Tyskland, omgivet af vand ved Trave-flodens udmunding. Byen er grundlagt i 1143 og var en af Tysklands betydeligste handelsbyer i Hanseforbundet, der havde sin storhedstid i det 14. og 15. århundrede, hvor det dominerede al handel i Nordeuropa. Lübeck har i dag 220.000 indbyggere.
Læs mere om Lübecks korridorer og baghaver
Jeg var inviteret af Tysk Turist Information, der ikke har haft indflydelse på indlægget


