Albanien er blevet et populært rejsemål de senere år – og med god grund. Det er et smukt, varieret og billigt land at rejse i, hvad enten man er til strandferie, natur eller historiske steder.
De svinger sig ivrigt rundt i farverige traditionelle dragter til muntert etnisk musik, og jeg kan ikke lade være med at standse op og iagttage showet. Det er en lun solrig aften i den albanske badeby, Saranda, og jeg er løbet ind i en ægte international dansekonkurrence. Der er deltagere fra det meste af Balkan, og stemningen er kogende på den sjove og hyggelige måde. Alle klapper opildnende, og de unge dansere er dybt koncentrerede, når de går på scenen i hold.
Lidt længere henne ad strandpromenaden smider et ”piratskib” trosserne og stævner ud på ” de syv verdenshave” i bedste ”Pirates of the Caribien”-stil. Joh, der er nok at se på langs den halvmåneformede strand, hvor folk ligger på deres håndklæder og tager solbad eller spiser is. Det summer af liv i lystbådehavnen, og restauranterne er vågnet op til dåd, nu hvor temperaturen er blevet mere menneskelig, og folk er kommet ud for at spise middag og nyde aftenen.

Alsidige Albanien
Saranda ligger i det sydlige Albanien. Den er bare én af de mange skønne byer ned ad landets lange kystlinje. Det er en af de lidt større byer. Jeg kommer lige fra en anden by, nemlig Himara, lidt længere oppe ad kysten. Himara er noget mindre og har mere en lillebystemning, men samme flotte strand og turkisblå vand. De to byer er ret forskellige, men det handler vist mest om, hvad man er til. En rolig badeby med knap så mange turister, eller en lidt større by med mere liv, fest og farver.

Albanien har det meste at vælge imellem; der er helt bogstaveligt noget for enhver smag, og det er sikkert derfor, landet er blevet så populært som feriedestination. Inden 1991 var det et af Europas mest lukkede lande, men de tider er ovre. Nu bobler der af liv og rejsende fra nærmest hele verden.
Saranda er en god by at bruge som base, hvis man gerne vil udforske den sydlige del af Albanien. Der er masser at se, og de gode steder ligger i forholdsvis kort afstand fra Saranda. Det tager små to timer at komme med bussen nordpå til Himara og ca. det samme til nabobyen Gjirokaster, der ligger inde i landet på den anden side af bjergene. Begge ture er utrolig flotte oplevelser, den ene langs kysten og den anden over et betagende bjergpas.

Albansk og græsk stemning
De to badebyer Saranda og Himara er gode til daseferie, solbadning, god mad og ren hygge. De har begge to en knivspids græsk stemning – den græske ø, Korfu ligger kun en lille times sejlads væk, så jeg kan godt mærke, at jeg er tæt på Grækenland både i forhold til menuerne på restauranterne og den generelle stemning. Der bor en del grækere i denne del af Albanien. Fastlands-Grækenland ligger jo også lige på den anden side af den albanske grænse mod øst.

Foto: Anette Lillevang Kristiansen
Gjirokaster bidrager med noget lidt andet til ens oplevelsespakke. Byen ligger smukt placeret i en dal med sneklædte bjerge omkring og har absolut intet med strandferie at gøre. Til gengæld er det en virkelig spændende Unesco-by at udforske rent historisk, arkitektonisk og gastronomisk. Den har en flot gammel borg, en af de største på Balkan, og de meget specielle huse er en oplevelse i sig selv.
De gode ved Albanien er, at landet er meget billigere end Grækenland, og man får de samme smukke strande og turkisblåt hav. Desuden er albanerne et venligt og gæstfrit folkefærd, så det er alt i alt en meget positiv oplevelse at rejse der. Man får meget for pengene, og det er et land, der har meget at tilbyde rent oplevelsesmæssigt. Albanien er blevet et meget tilgængeligt land at rejse i, og skulle man få trang til det græske, så er det nemt at hoppe på færgen til Korfu.

Godt at vide
Rejsen til Albanien
Det nemmeste er at flyve til Korfu og så tage færgen over til Saranda. Hurtigfærgen tager kun 45 minutter og koster ca. 35 euro. Færgen sejler flere gange om dagen, men book i god tid, da der kan være tryk på i sommerperioden.
En retur-flybillet fra København til Korfu vil koste omkring 2.500 kr. afhængigt af hvornår, man rejser.
Lufthavnen på Korfu ligger tæt ved Korfu bys gamle kvarter og færgelejet, så det er nemt og hurtigt at komme fra øen, hvis man lige er kommet tilbage fra Saranda.

Foto: Anette Lillevang Kristiansen
Overnatning i Albanien
Der findes adskillige hoteller og guesthouses både i Saranda, Himara og Gjirokaster. Overnatning mellem 35-70 euro pr. nat inklusiv morgenmad.
I Saranda og Himara kan man bestille sit værelse med havudsigt og balkon, hvilket koster lidt mere, men er en dejlig mulighed for at nyde de solrige dage. I Gjirokaster skal man unde sig selv et værelse med bjergudsigt.
Valuta
I Albanien bruger man albanske LEK, og det er en lukket valuta, så den kan ikke bruges eller veksles i Grækenland. Der er et stort antal bankautomater i de albanske byer, så det er ikke noget problem at hæve penge.
Grækenland bruger euro, og det er en god idé at have begge valutaer i kontanter. De fleste steder i Albanien tager imod kreditkort uden problemer. Hav dog kontanter til småkøb og til busbilletter.

Foto: Anette Lillevang Kristiansen

