Kattegatøen Læsø er altid god for store ferieoplevelser. I tidens løb har jeg besøgt Læsø flere gange, også i flere sammenhængende dage. Men en dag i slutningen af juli 2026 blev en rundrejse i Vendsyssel kronet med en dagstur til Læsø. Afsted med en tidlig færgeafgang fra Frederikshavn og retur med aftenens sidste færge fra Læsø. Færgen ankommer til Vesterby Havn, og første stop er Læsø Færge- og Turistkontor, der ligger som nærmeste nabo til færgelejerne. Et overflødighedshorn af gedigent informationsmateriale ligger klar til øens gæster. Men vigtigst af alt: Der er vidende og venlige mennesker bag skranken, der er opdateret på dagens aktiviteter på Læsø.

Saltsydning i børnehøjde

Ved Læsø Salt kan besøgende komme helt tæt på fortællingen om sydesalt. Her er det Søren, der forklarer om den magiske proces, der kræver tålmodighed i store mængder. Foto: Niels-Henrik Jensen.

Den helt store attraktion for øens gæster i alle aldre er saltsyderiet, hvor der sydes salt af en særlig høj kvalitet og velsmag. I de hede dampe fra sydekarret forklarer Søren om processen, der skaber Læsøs hvide guld. Saltsyderiet producerer årligt 80 tons salt og har 100.000 besøgende om året

Under kyndig vejledning af Jonas Kjellberg kan børn lære at syde salt ved de små sydepander i aktivitetsområdet.

Jonas Kjellberg giver gode råd til Daniel og Sebastian (th), der skal i gang med at syde salt i børnehøjde. Foto: Niels-Henrik Jensen.

Storhaven og træskomagerens udsigtstårn

I Storhaven er der et herligt leben af dyr og børn. Her er det Liva, der hilser på et af Storhavens æsler. Foto: Niels-Henrik Jensen.

På Storhaven kan man være heldig at møde øens ukronede tang-konge Henning. Det er ham, der er med til at holde liv i de gamle huses tangtage. De er ikke beklædt med tang, men med ålegræs, der som mange vil vide, er en mangelvare. På plancher ved et mindre tangbeklædt hus fortælles historien om de ikoniske tanghuse. I Storhaven er der et herligt leben af børn, får, geder, høns, æsler og dværggrise. Og et pandekagehus, der er værd at rejse efter. Fra det snart 100 år gamle udsigtstårn i Byrum, er udsigten formidabel. I 2027 kan tårnet fejre sin 100-års fødselsdag. Det var træskomager Thorvald Hansen der opførte det 17 meter høje tårn. Hans bolig og værksted ved tårnet er i dag feriebolig.

I Byrum ligger det næsten 100 år gamle udsigtstårn. Det blev opført af træskomager Thorvald Hansen i 1927. Foto: Niels-Henrik Jensen.

117 islandske heste til rideferie på Læsø

På Krogbækgaard Kursus & Feriecenter har de 117 islandske heste. De indgår i avl og bruges af gæster på rideferie og kursister, der skal lære om kropssprog. Her ser Lasse Grønberg Jensen til et par af de opstaldede heste. Foto: Niels-Henrik Jensen.

Krogbækgaard Kursus & Feriecenter holder til på gården af samme navn. I 2012 købte Lasse Grønberg Jensen gården af sin far, og den drives i dag af den 39 år gamle Lasse sammen med hustruen Katrine. 117 islandske heste på stald og fritgående indgår i feriecentrets rideskole og avlsarbejde. – De islandske heste har en særlig travart kaldet tölt, forklarer Lasse Grønberg Jensen. Og tilføjer, at de sammen med en erhvervspsykolog også er en del af kursuscentret ledertræning, der handler om kropssprog.

Aftenbuffet med fisk og skaldyr

Der her er smagen af Læsø. Jomfruhummer tilberedt og serveret med nænsomhed. Foto: Niels-Henrik Jensen.

I ugerne 27-32 inviterer Krogbækgaard på aftenbuffet. Der er tre temaer: Hjemmeavlet lam, Hjemmeavlet vildsvin og live-musik samt Fisk og skaldyr.

Mine sidste timer på dagens tur til Læsø blev tilbragt i selskab med en stor flok feststemte mennesker. Det var en torsdag aften, hvor aftenens buffet bød på fisk og skaldyr, smukt arrangeret på et overdækket langbord på gårdspladsen. Festmåltidet blev på alle måder dagens højdepunkt i godt selskab med tre generationer Læsø-boere.

Theresa Steneborg er sommer-køkkenchef. Her præsenterer hun de mange fiske- og skaldyrsretter. Lasse Grønberg Jensen ejer og driver sammen med sin hustru Katrine Krogbækgaard. Foto: Niels-Henrik Jensen.

 
Læsø Museum har et af Læsøs mange ikoniske tangtage. Tangtaget er beklædt med ålegræs, der er en mangelvare i dagens Danmark. Foto: Niels-Henrik Jensen.

Tak for denne gang, Læsø

Fra bænken ved Læsø Salt er der udsigt over området Rønnerne. Dér hentes det stærkt saltmættede vand til fremstilling af sydesalt.  Foto: Niels-Henrik Jensen.

Skribenten var inviteret af Visit Læsø.

Se mere på www.visitlaesoe.dk

























Niels-Henrik Jensen

Niels-Henrik Jensen har i mere end 30 år skrevet rejseartikler fra verden omkring os. Det fjerne som Antarktis, Grønland, Vietnam, Fransk Guyana, Guadeloupe, Cuba, Vietnam og Dansk Vestindien. Og det nære som Ribe, Tønder, Nysted, Møn, Kolding, Læsø og Skagen. Har turet rundt i Marokko, Tunesien og Andalusien med rygsæk. Tyskland og Frankrig er besøgt rigtig mange gange. Grækenland har en særlig plads i mit hjerte. Også vand under kølen på kanaler, søer og floder i Irland, Belgien, Holland, Frankrig og Tyskland. Mine artikler har bl.a. fundet vej til Jydske Vestkysten, Politiken, Kristeligt Dagblad, Det Nordjyske Mediehus, La France, magasinerne for Billund Lufthavn og Aalborg Lufthavn. Og via bureauer til mange provinsaviser. Rejseaktiviteterne er også blevet til foredrag. Bl.a. om Dansk Vestindien, Grønland, Malta, Grækenland og Frisernes land. I 2015 blev Niels-Henrik Jensen tildelt prisen som Årets Rejseskribent af Danske Rejsejournalister, nu Danske Rejse & Flyjournalister. Kontakt mig angående foredrag på: niels-h@post.tele.dk eller mobil: 40422179.

Niels-Henrik Jensen has 3 posts and counting. See all posts by Niels-Henrik Jensen

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.