“At rejse er at leve”, skrev H.C.Andersen, Danmarks store eventyrdigter. Det er ganske vist.
Det var et motto, han selv efterlevede, idet han tog på 31 udlandsrejser, der samlet løb op i ni år i udlandet. De gik fortrinsvis til Europa, men han nåede også til Marokko og Tyrkiet. De første rejser foregik med hestevogn og sejlskib, de sidste med tog og dampskib.

Foto Hanne Würtz


Han samlede også inspiration til sine fortællinger og sange i Danmark, hvor han var en flittig gæst både hos private venner og ophold af varierende på 48 danske herregårde og slotte, bl.a. Basnæs på Sjælland hele 34 gange.

H.C.
Andersens univers
Ligesom som før bevæger man sig som besøgende op ad en 110 meter lang buet rampe og kommer længere og længere ind i H.C. Anderserns univers i kraft af billeder og citater på de lyse vægge. Men de er helt anderledes udformet end tidligere. Personer, der var vigtige i hans livsforløb, har fået stemmer og giver tegninger, tekster og portrætter liv, og han kommer også selv til orde. De aktiveres alle i audioguiden. Også den har undergået en fornyelse. I stedet for de sædvanlige store hørebøffer er den en lille fiks sag på størrelse med en mobiltelefon, man holder op til øret. Idéen bag er, at man kan tale med andre undervejs om det, man oplever, i stedet for at være i sin egen lille verden.
Vi når længere og længere ind i H.C. Andersens liv med op- og nedture, hans egne ord om ulykkelig kærlighed, myter om hvorfor denne aparte unge mand fik hjælp og støtte af hovedstadens bedre borgerskab. Med andre ord et godt indblik i, hvem personen bag de verdenskendte eventyr som bl.a. “Den lille havfrue”, “Den grimme ælling” og “Kejserens nye klæder” var.



Foto Hanne Würtz
Et besøg i H.C. Andersens barndomshjem i tilknytning til museet giver en idé om de fattige forhold, han voksede op under, og en undren over, hvordan han havde mod og vilje til trods afslag på afslag at kæmpe sig til uddannelse.
Når sanserne er mættet af indtryk, kan sult og tørst kan stilles i “cafe deilig” et stenkast fra H.C. Andersens hus.
Udstillinger i Tyskland
Eventyrdigteren nyder særlig stor bevågenhed i Tyskland, som var hans foretrukne rejseland, og 150-året for hans død markeres i adskillige tyske byer, oplyser Tysk Turist Information, som havde inviteret på rundvisning i udstillingen og præsentation af H.C. Andersens rejser i Tyskland.
I Dresden, som han besøgte 15 gange, viser Kügelgenhaus – Museum der Dresdner Romantik – udstillingen “Mere end eventyr. Hans Christian Andersen i Dresden, Maxen og i litteraturens verden” indtil 15. marts 2026. I Weimar kan særudstillingen “Eventyrdigteren – Hans Christian Andersen i Weimar” ses indtil 1. november i år, og omkring Itzehoe er der etableret en H.C. Andersen vandresti gennem landskaberne, hvor han færdedes, når han var på besøg på Breitenburg Slot hos den tidligere danske statsminister grev Conrad von Rantzau-Breitenburg.
Kulturevents i Odense
Odenses kulturinstitutioner, erhvervsliv og butikker er gået sammen om at markere 150-året for bysbarnets død med kultureventet “Andersen forever” med lokale, nationale og internationale kunstnere for at skabe en levende fortælling om det at mindes, hvad det vil sige at leve videre, fortolke hans historier og skabe nyt i hans ånd. Han skrev selv “Vort legeme døer, men sjælen kan ei døe”.
Mandag den 4. august kl. 11.05 – det præcise tidspunkt for hans død – vil enslydende klokkespil i 25-30 minutter strømme ud fra kirker i hele Norden og fylde luften med sange, som H.C. Andersen skrev til tekster til, og som vi stadig synger.
Også bogverdenen markerer året med en række nyudgivelser om Danmarks store eventyrfortæller, forfatter og rejseskribent.

Foto Hanne Würtz

Foto Hanne Würtz