Eventyrlig overnatning i gamle irske fyrtårn

109 trin er der fra indgangen og op til køkkenet i den feriebolig, vi har lejet. Vi er nemlig tjekket ind i et 30 meter højt og 244 år gammelt fyrtårn en times kørsel syd for Dublin. På vej hertil læste jeg i James Joyces berømte værk Ulysses. Åbningsscenen foregår i et tårn udenfor Dublin, hvor personerne taler til hinanden fra den ene etage til den anden. Jeg forestillede mig, det kunne være det tårn, vi var på vej til. Det finder jeg så ud af, at det ikke er. James Joyces tårn er nemlig et Martello tårn, som er et forsvarstårn, der ikke er tilnærmelsesvist så højt som “vores” fyrtårn. Det kunne det have været interessant, men Wicklow Lighthouse, hvor min rejsefælle og jeg overnatter, viser sig langt mere eventyrlig.

Seks etager med udsigt over Det Irske Hav

Wicklow Lighthouse er fra 1781, er ottekantet, har seks etager og har siden 2017 været indrettet som feriebolig. Foto: Karin Møller-Olsen

Vi kommer til Wicklow Lighthouse ad en smal markvej, og selvom fyret har været ude af drift i mange år, står det og lyser op i det åbne landskab. Brendan Conway, der tager sig af vedligehold og udlejning af fyrtårnet, har nemlig tændt lyset før vores ankomst. Og derfor strømmer blødt lys ud fra de buede vinduer på alle etager. Fyrtårnet blev taget ud af drift i 1880 og erstattet af et nyt, der ligger helt nede ved havstokken. I mange år derefter stod det gamle tårn forladt, men ved hjælp fra en non-profil organisation, The Irish Landmark Trust, er det renoveret og har siden 2017 været udlejet som feriebolig.

Fra indgangspartiet i fyrtårnet løber en ståltrappe langs muren hele vejen op til køkkenet på øverste etage. Udlejeren Brendan Conway har boet ved fyrtårnet siden han var barn. Foto: Karin Møller-Olsen
Wicklow Lighthouse har to næsten helt ens soveværelser, et på første sal og et på tredje. På anden sal ligger et fint flisebadeværelse. Foto: Karin Møller-Olsen
Opholdsstuen ligger på fjerde sal og her er, som på alle etager, flot udsigt over det irske hav til den ene side og over grønne bakker med får og køer til den anden. Foto: Karin Møller-Olsen
På vej op ad trappen kan man holde pause og nyde udsigten fra en af vindueskarnapperne. Foto: Karin Møller-Olsen
Skumringsudsigt over Det Irske Hav gennem det gamle vindue i køkkenet som ligger allerøverst, 109 trin oppe. Foto: Karin Møller-Olsen
Der er fine vandremuligheder udenfor Wicklow Lighthouse, der ses til venstre. Midt i billedet et tårn fra et ældre fæstningsanlæg. Foto: Karin Møller-Olsen

Loop Head – et fyrtårn ved The Wild Atlantic way

Fra Wicklow Lighthouse kører vi tværs over Irland til vi rammer Atlanterhavet ved den kyststrækning, der har fået navnet “The Wild Atlantc Way”. Her kører vi ud på Loop Head halvøen, hvor der er indrettet feriebolig i den gamle fyrmesterbolig fra 1640’erne. Dengang var der en installation på taget med et bål, der var datidens hjælp til sejlere ,der passerede den klippefyldte kyst. I 1854 blev der opført et nyt fyrtårn, som stadig er i brug.

Loop Head er navnet på en lang smal halvø, der strækker sig ud i Atlanterhavet med et imponerende fuglefjeld og et ensomt beliggende fyrtårn, hvor man kan leje sig ind og bo i den gamle fyrmesterbolig. Foto: Turism Ireland.
Fyrtårnet på Loop Head er opført i 1854. Til venstre ses den gamle fyrmesterbolig fra 1640’erne som er indrettet til feriebolig. I midten et nyere hus, der indeholder en anden ferielejlighed, et lille museum og et udsigtsværelse med store kikkerter på toppen. Foto: Karin Møller-Olsen.
Den gamle fyrmesterbolig er istandsat med respekt for det oprindelige byggeri fra 1640’erne.

Fotos: Karin Møller-Olsen
Der er guidede ture i fyrtårnet, hvorfra der er udsigt over Atlanterhavet og Loop Head halvøen. Foto: Karin Møller-Olsen
Loop Head halvøen ender i 60 meter lodrette skrænter, der udgør et kæmpe fuglefjeld med ynglende lomvier, rider, mallemukker og forskellige mågefugle. Her fortaber vi os et par timer, men passer hele tiden på, at vi ikke kommer for tæt på skrænten. Der er nemlig ingen afskærmning mod dybet. Foto: Karin Møller-Olsen.
Lomvierne, der minder om små pingviner, holder til på den nederste del af fuglefjeldet. Foto: Karin Møller-Olsen.
Loop Head Lighthouse set fra den yderste del af halvøen. Foto: Karin Møller-Olsen

Overnatning i flere gamle irske fyrtårn og slotte

Fyrtånene i Wicklow og på Loop Head er bare to af ialt otte gamle irske fyrtårn, hvor der er indrettet feriebolig. Det er en non-profit organisation, The Irish Landmark Trust, der står for renovering af gamle slotte, fyrtårn og portnerboliger m.fl., hvor man kan overnatte. Siden 1992 er ialt 33 gamle bygninger renoveret med respekt for det originale byggeri og med anvendelse af genbrugsmaterialer. Det er en smule dyrt at overnatte i disse gamle bygninger og de fleste steder skal man booke mindst to nætter. Overskuddet fra udlejningen går til The Irish Landmarks Trusts løbende arbejde med at renovere og vedligeholde gamle bygninger.

The Irish Landmark Trust

Wicklow Lighthouse

Loop Head Lighthouse

Min rejse var betalt af Tourism Ireland og og Fáilte Ireland, der ikke har haft indflydelse på bloggens indhold.

Karin Møller-Olsen

Rejsejournalist siden 2006. Artikler til bl.a. JyllandsPosten, Jyske Vestkysten, Berlingske Tidende og Politiken. Ferieblogger siden 2018. Primære interesseområder: natur, kultur, historie og aktiv ferie. Skriver mest fra de nordiske lande og Spanien, men ellers fra alle verdens lande, jeg måtte besøge. Har boet i Bilbao, Nordspanien 2003 & 2004. I 2024 har jeg modtaget Turespañas pris for den bedste rejseartikel, der giver anledning til at reflektere over bæredygtig turisme i Spanien. Kontakt mig på karinmollerolsen@mail.dk

Karin Møller-Olsen has 56 posts and counting. See all posts by Karin Møller-Olsen