Vi kom med færgen M/S Isabella fra Hou i Jylland til Sælvig på Samsø; med os havde vi livgivende regn, der blev afløst af sol og varme dage. Og de utallige, ubemandede salgsboder langs vejene fik kronede dage med stærkt stigende omsætning af dugfriske jordbær i bakker, posevis af nyopgravede kartofler og sirligt arrangerede bundter af saftspændte rabarber og grønne og hvide asparges. Klimaet på Samsø er mildt, og kampen om at blive Danmarks første med årets ny kartofler, vindes ofte af en kartoffelavler på Samsø. Kartoflen er også i centrum, når Samsøs spisesteder konkurrerer om at lave Samsøs bedste kartoffelmad. Årets vinder blev Det Lille Sommerhotel i Ballen med værtsparet Daniel Hesseldal-Haines og Lea Hesseldal. De blev kåret af både et professionelt dommerpanel med blandt andre Danmarks smørrebrødsdronning Ida Davidsen i panelet, og et kartoffelhungrende publikum på flere end 500 deltagere i Samsø Hallen i Tranebjerg, hvor det spektakulære arrangement fandt sted i begyndelsen af juni.

Samsøs smukkeste hus ligger i Tranebjerg
Samsøs smukkeste hus ligger i Tranebjerg, lige midt på øen.Det er tegnet af den berømte arkitekt Anton Rosen (1859-1928) og opført i stilen skønvirke i år 1900 for Samsø Håndværkerforening. Den symmetriske teglstensbyging er i to etager og rummer en rigdom af detaljer. Siden husets opførelse, har det fungeret som teknisk skole, handelsskole og i mere end 40 år som øens rådhus. I dag er det hér turistkontoret holder til, og hvor der afholdes skiftende udstillinger. Vi var med da værker af glædens multikunstner, legebarnet Henry Heerup (1907-1993), indtog væggene i Anton Rosen Husets stueetage som en del af udstillingen ”Heerup som spejl”; de udstillede værker er fra en privat samling tilhørende Søren Caspersen, der har et antikvariat i Brundby på Samsø. Hans samling består blandt andet af flere end 30 originale grafiske værker, tegninger, receptkuverter, plakater og bøger. Seks samtidskunstnere har sagt ja til at levere deres kunstneriske reaktion på Henry Heerups værker; deres udstilling kan ses på første etage i Anton Rosen Huset. Turistinformationen er et godt sted at begynde ferien; et overflødighedshorn af godt og gedigent materiale giver inspiration til en nysgerrig turist på farten. I særklasse på den gode måde er brochurerne med oversigtskort, fotos og detaljeret beskrivelse af 16 af øens 22 landsbyer.

Krabbefangst og badestrand i maritimt miljø
I Ballen er den bynære og børnevenlige badestrand godt besøgt. Fra de udlagte træbroer er jagten gået ind på havbundens krabber. Her fisker børn og barnlige sjæle efter de hurtige bunddyr. Nogle forsøger sig med et net langs havbunden, andre følger den enkle opskrift; en line påmonteret en tøjklemme med lokkemad i form af en musling, en reje eller anden fristende madding. En stor krabat af en krabbe lod sig lokke; store smil over hele linjen. Måske er fangsten begyndelsen på aftenens forret, en bisque af strandkrabbe a la Meyers?
Hos restaurant ”Dokken” er den maritime atmosfære flyttet med ind i restauranten. Det giver god mening, for restaurantens lokaler er et tidligere skibsbyggeri. Midt i det store lokale ligger fiskekutteren AS141, Lone af Ballen. Der er højt til loftet, hvor fiskenet, ruser, taljeblokke og andet grej fra fiskeriets verden har fået en plads. En skibsmodel højt til vejrs fuldender det maritime indtryk. Således inspireret blev dagens frokost en pandestegt rødspætte med brunet smør, grillet citron, persille og nye Samsø kartofler.

Udsigter værd at køre efter
Samsø byder på flere gode udsigter, der er værd at køre efter. Fra Vesborg Fyr på Samsøs sydvestlige hjørne er en betagende udsigt over de indre farvande. Er der lystsejlere for sejl, færger i pendulfart eller havets mastodonter på støt kurs? Svaret fås på toppen af det 19 meter høje fyrtårn fra 1858, der ligger på en banke, så den såkaldte fokushøjde er 36 meter over havets overflade. Volde og grave efter den tidligere middelalderborg Vesborg er stadig synlige i området. Et par af fortidens vindmøller er også værd at køre efter; en af dem er Kolby Mølle, der ligger på Senbakken mellem Kolby og Kolby Kås og som byder på en 360 graders udsigt over den sydlige del af Samsø. Møllen har i tidens løb gennemgået omfattende restaureringer, og fremstår i dag meget velholdt. En særlig detalje gør møllen til en sjældenhed i Danmark. Når vingerne skal drejes op mod vinden, drejes hele møllehatten; på Kolby Mølle sker det ved hjælp af et amerikansk, kædetrukken krøjeværk på møllens læside. Flot udsigt og en dramatisk historie; det er fortællingen om Besser udsigtstårn, der ligger på den nordøstlige del af Samsø; en plancheudstilling i tårnets indre fortæller historien om den planlagte nedbrænding af den tidligere mølle i forbindelse med en filmoptagelse. Vi er i stumfilmens tidsalder, i 1913, og filmene er i sort-hvid. Nedbrændingen løb løbsk, og var tæt på at koste menneskeliv.


På landsbyturne
Afstandene er korte på Samsø, og det er let at komme rundt til øens mange landsbyer. Der er nok at se på: De kystnære landsbyer med fiskernes garn på stejlepladsen, skurene til deres fiskegrej og klargjorte både ved kajen. Unikke tidslommer ved landsbyernes gadekær med sladrebænke og udsigt til smukke huse, sådan som det kan opleves i for eksempel Nordby. Det markante klokketårn fra 1857 er et godt pejlemærke; og lad dig endelig ikke friste til at ringe solen op eller ned, det klarer et frivilligt ringerlav. I Nordby Gl. Købmandshandel er butikkens sjæl stadig intakt med inventar, der var moderne for flere årtier siden og emaljeskilte, der anpriser varer og producenter, som ikke findes mere. Samme sted har den nostalgiske lyd fået sit eget lokale, nærmest en hule, hvor Lars Bøhm sælger vinylplader til et stadig større publikum, der rider med på bølgen fra CD-skiver til vinylplader. Stribevis af prominente personer fra sangens og musikkens verden har været forbi hos Lars Bøhm; de kan ses på de mange fotos på vægge og hylder.

Fakta
Til Samsø fra Jylland:
Biler og passagerer fra Hou ved Odder til Sælvig.
Passagerer fra Aarhus til Sælvig.
Til Samsø fra Sjælland:
Biler og passagerer fra Kalundborg til Kolby Kås. Kolby Kås er midlertidig anløbshavn; ellers sejles der til Ballen.
Forslag til rejselitteratur
111 Steder på Samsø som du skal se, Kaare Øster & Jens Øster-Mortensen, forlaget Frydenlund 2024.
Skribenten var inviteret af Visit Samsø, der afholdt udgifter til færge, ophold og forplejning. Boede på Ballen Badehotel.
Læs også

