At træde ind under Norman Fosters himmelhvælv af et glastag på British Museum er på højde med et besøg i Peterskirken i Rom. Det er bare mere lyst. Selv på en gråvejrsdag. Og når jeg med års mellemrum kommer til London, besøger jeg altid British Museum. Således også i maj 2025. Om ikke for andet, så for bare at gå rundt og nyde den fantastiske midterste gård med himmelhvælvet og den gamle læsesal, der står som en stor cylinder midt i gården.
Læsesal for Marx, Ghandi og Orwell
Læsesalen var en del af det oprindelige British Library. Opført i 1857 med inspiration fra Pantheon i Rom og midt i museumsgården, der dengang var åben. Læsesalen har været benyttet af mange forfattere og politikere som blandt andet George Orwell, Karl Marx, Mohandas Ghandi, Sylvia Pankhurst og Arthur Conan Doyle. Det var især populært efter 1879, hvor det som en af de første offentlige bygninger fik elektrisk lys. Her var plads til 302 læsende, der sad omgivet af bøger på ikke mindre en 42 hylde-kilometer. I 1997 blev bøgerne flyttet til det nye British Library, der åbnede ved Sct. Pancras. I dag er rummet bragt tilbage til dets oprindelige udsende fra 1857 – dog med færre bøger – men med stribevis af reoler under et kæmpemæssigt lyseblåt himmelhvælv, der ender i en glasroset. Læsesalen er åben for alle museets gæster og der er adgang til læsepladserne for forskere og studerende, der vil benytte museets righoldige arkiv.
Mesopotamiens mastodonter
British Museum har over 60 gallerier med udstillinger fra hele verden, men jeg når selvfølgelig aldrig at se mere end et par stykker. Og ofte bliver jeg draget mod udstillingerne fra Mesopotamien, også kaldet civilisationens vugge, fordi det er her, de første bysamfund fra år 5.000 før vor tidsregning er fundet. Mesopotamien er landet mellem de to floder, Eufrat og Tigris, og er der, hvor Irak og en del af Syrien ligger i dag. Flere meter høje bevingede okser med menneskehoveder bevogter indgangen til denne del af udstillingen, ligesom de bevogtede indgangen til byerne i Assyrien (det nordlige Mesopotamien). Og på væggene friser med detaljerede gengivelser af løvejagter hugget ud i marmor. Ikke alene er jeg betaget af størrelsen og udførelsen af disse kunstværker, men også tanken om, hvordan de overhovedet har kunnet transporteres her til London. En del er skåret op i mindre stykker for siden at blive samlet her på British Museum i 1800-tallet. Og i flere tilfælde er der iøvrigt rejst tvivl om museets retmæssige adkomst til de udstillede genstande. Det vender jeg tilbage til.
Hvad en sten kan fortælle
Inden jeg kommer til udstillingen fra Mesopotamien, plejer jeg, som mange andre besøgende, at gøre ophold ved Rosettestenen. Den er ganske undseelig, gråbrun, Ikke meget mere end en meter høj og dermed blot kun halvt så stor som Jellingstenen. Men et godt billede på, at udseende ikke er alt. Det, der tæller, er historien, fortællingen om stenen og dens inskriptioner. Dette stykke granit rummer nemlig koden til at læse hieroglyffer og dermed adgang til viden om det gamle Ægypten.Indtil koden blev endelig brudt i 1822 havde arkæologer forgæves forsøgt at tyde hieroglyffer på Ægyptiske monumenter og i Faraoerne gravkamre. Var det bogstaver eller tegneserier?Rosettestenen blev fundet i Ægypten i 1799 og kom allerede tre år senere til British Museum. Det særlige ved stenen er, at den har den samme tekst skrevet på tre sprog, nemlig oldgræsk, demotisk, som er et ægyptisk skriftsprog, og med hieroglyffer. Teksten er et dekret fra Farao Ptolemæus skrevet i år 196 før Kristus. På den tid anvendtes tre sprog i Ægypten, så det er altså for at sikre sig at alle, der kunne læse, forstod budskabet. Men det er ikke på grund af budskabet, at stenen er den mest berømte sten i arkæologiens historie. Det er fordi, kendskabet til de to andre sprog har gjort det muligt at tyde hieroglyfferne. På den måde er Rosettestenen nøglen til viden om en af de tidligste civilisationer, Faraoernes og mumiernes Ægypten, dem der byggede pyramiderne og opførte Sfinxen.
Britisk tyvekoster der skal leveres tilbage?
Lige præcis pyramiderne har nok været for stor en mundfuld at bugsere hjem til London. Dem kan man ikke se på British Museum. Men ellers er det utroligt, hvad briterne har hjembragt under deres storhedstid som kolonimagt i det 19. århundrede. Fem meter høje og endnu længere Assyriske kunstværker i granit, gigantiske marmorsøjler, en kolossal buste af Ramses II og et mindre græsk tempel. At de i dag findes i London er i mange tilfælde resultat af kolonimagtens overgreb på befolkningen og kulturarven i oprindelseslandet. Spørgsmålet er derfor, om denne kulturarv burde leveres tilbage til de lande, hvor de oprindeligt kom fra. Det er der briter, der mener, og det mener den græske stat. Den har gjort krav på en 128 meter lang frise og skulpturerne fra Parthenon templet i Athen. De stammer fra omkring år 400 før vor tidsregning og blev bragt til England i begyndelsen af 1800-tallet af den britiske konsul, Lord Elgin. Han indgik nemlig en aftale med Osmannerne (tyrkerne), der på den tid havde besat Grækenland, om at hjembringe dele af templet. Senere solgte Lord Elgin herlighederne til British Museum. Og selvom der er forøget pres på Storbritannien om at udlevere blandt andet Parthenon frisen, kan den fortsat ses på British Museum i dag.
Lær at elske britisk køkultur
Det er ganske gratis at besøge British Museum, men da det er meget populært med over 5 millioner besøgende om året er det altid en god ide på forhånd at booke en billet på museets hjemmeside. Så får man adgang i et timeslot. Det betyder ikke, at man undgår at stå i kø, men ventetiden forkortes og man får indblik i den berømte engelske køkultur. Det oplevelse jeg til fulde, da jeg i 2008 besøgte museet for at se den store udstilling om Kinas første kejser, Qin Shi Huang, og dele af den Terrakotta Army, altså hær af lerfigurer, der var blevet fundet i tilknytning til hans grav. Ikke færre end 8.000 soldater i naturlig størrelse samt 130 vogne med 520 heste i brændt ler var begravet ved siden af den første kejser for at beskytte ham i livet efter døden. Der var selvsagt stor interesse for denne udstilling. Sammen med min familie og tusindvis af andre gæster stod jeg i kø fra kl 7.30 om morgenen til museet åbnede kl 11.00 om formiddagen. Køen gik rundt om flere karreer og der var livlig samtale mellem de ventende, der på skift hentede kaffe og sandwich uden tegn på stor utålmodighed.
