Bo i lys luksus på The Fontenay Hotel i Hamborg

“Zimmer 319” oplyser jeg ved disken i Parkview restaurant, hvor vi skal spise middag. Tjeneren smiler venligt og beder om mit navn. Underforstået at på The Fontenay er gæsterne ikke bare et nummer. En oplevelse der går igen den weekend, vi bor på hotellet. Fra tjek ind, hvor vi ikke står i kø, men bliver placeret i magelige stole i øjenhøjde med receptionisten, til flere medarbejdere der er klar til at hjælpe og blandt andet banker stilfærdigt på døren og spørger, om vi har brug for ekstra drikkevarer, håndcreme eller andet. Inde på værelset kan vi blandt andre elektroniske funktioner vælge “Do not disturb”, men så ville vi jo ikke få tilbud om opfyldning, mens vi er på værelset. Til gengæld afprøver vi flere andre funktioner fra gardinerne foran de næsten tre meter høje vinduer, der mekanisk bliver trukket for eller fra til skylle- og tørrefunktionerne på det japanske toilet.

The Fontenay Hotel er i 2018 opført ved Hamborgs store sø, Ausseralster og kendetegnet ved runde, organiske former. Fra terrassen på sjette sal er der, som på billedet, udsigt til tårnene på Hamborgs fem største kirker og til højre for det sidste spir anes Hamborgs koncerthus Elbphilharmonie. Foto: The Fontenay.

Stilhed og udsigt i hjertet af Hamborg

Det, der især former oplevelsen på The Fontenay er beliggenheden, arkitekturen og designet. Hotellet ligger ud mod Hamborgs store sø Aussenalster. Det betyder, at der både er stille og mulighed for godt overblik, hvad enten vi kigger ud fra balkonen på vores tredjesalsværelse, fra baren på sjette etage eller fra stien, der løber langs søen lige udenfor hovedindgangen. Samtidigt er der bare 20 – 30 minutter til fods til nogle af Hamborgs største kulturinstitutioner. Mens vi er i byen besøger vi blandt andet Hamborgs store Kunsthalle og Museum for Kunst og design som vi når på 20- 25 minutter til fods. Og på andre 25 minutter når vi ned til Elben og byens moderne koncerthus Elbphilharmonie fra 2017. Og retur kan man nemt komme med U-Bahn og bus, hvis fødderne er blevet trætte. I Hamborg og på The Fontenay kunne jeg snildt blive en uge eller to.

Restaurant “Parkview” lever op til sit navn med udsigt over den lille park foran Hamborgs store sø, Ausseralster. Parkview er den ene af The Fontenays to restauranter og det er her, at blandt andet morgenmaden bliver serveret. På syvende etage ligger hotellets gourmetrestaurant “Lakeside”. Foto: Karin Møller-Olsen.

Lys luksus og organiske former

The Fontenay Hotel er gennemført lyst – jeg fristes til at tænke “nordisk”- i sit udtryk og med svungne cirkulære former. Den hvide farve udvendigt viser sig at være bestemt af en lokal forordning, Alster-Verordnung, der sætter retningslinjer for farver på områdets byggeri. Resten af byggeriet er udtænkt af Hamborgarkitekten, Jan Störmer. Hovedtanken er, at hotellet med organiske former skal blende ind i Alster-landskabet og de store buede ruder kan godt give en fornemmelse af vand i bløde bølger. Næsten som en gigantisk version af Alvar Altos kendte glasvase, for nu at blive i den nordiske sammenligning. Stort lysindfald er gennemgående i hele bygningen og til byggeriet er anvendt ialt 14.000 kvadratmeter glas. Det svarer til arealet af to store fodboldbaner.

I atriumgården føler man sig omfavnet af smukt og lyst design. Egentlig er det overraskende at man kan føle det sådan i et rum, hvor der er 27 meter til loftet. Det hænger sammen med designet, der som i mange andre rum er skabt af runde former. Og ikke mindst de lyse paneler, der ligger lagvis hele vejen op til loftet, der ligger i niveau med baren på sjette etage. I atriumgården serveres dagligt eftermiddagste akkompagneret af en pianist ved flyglet. Foto: Karin Møller-Olsen.

Fontenay var handelsmand og skibsmægler

The Fontenay gør meget ud af at benytte lokale leverandører. Det gælder arkitekten, der har sit firma i Hamborg, det gælder alle møbler, der er specialdesignet af en lokal virksomhed og det gælder levering af fødevarer til hotellets restauranter. Men navnet “The Fontenay” lyder bestemt ikke tysk – så hvordan hænger det sammen? På mit spørgsmål fortæller Relations manager Maida Schrade, at navnet kommer fra en succesrig handelsmand, John Fontenay. Han kom i begyndelsen af 1800-tallet fra Amerika til Hamborg, hvor han etablerede sig som skibsmægler. Sammen med sin i forvejen velhavende kone, Anna Catharina Kirsten, opbyggede han en formue, som blandt andet blev investeret i store arealer ved Alster-søen, og det er på en del af dette areal, at hotellet er bygget.

Fra baren på sjette etage kan man se ned i atriumgården 27 meter nede. Åbningen betyder, at man i baren kan høre, når der bliver spillet på flyglet i gården og omvendt, når en pianist senere spiller på flyglet i baren, kan tonerne høres nede i atriumgården. Foto: Karin Møller-Olsen
Alle værelser på The Fontenay vender udad og har en balkon. Nogle med udsigt til en grøn park, andre – som dette værelse, hvor vi er indkvarteret – med udsigt over søen, Ausseralster. Dog med det forbehold at udsigten på de nederst beliggende værelser bliver begrænset, når træerne springer ud. Til værelset hører et walk-in closet og et stort badeværelse med en loftsbruser, der giver oplevelsen af at stå i et varmt regnvejr. Foto: Karin Møller-Olsen.
Udover en stor morgenmadsbuffet, er der mulighed for at bede om forskellige lune anretninger. Her serverer Niclas Zandonella et Ei Royale og vaffel med bær. Foto: Karin Møller-Olsen.
Hotellets spa ligger på sjette etage, hvor der blandt andet er et 20 meter bassin. Halvdelen af bassinet er under tag og halvdelen under åben himmel, hvor det næsten ser ud som vandet løber direkte ud i søen. Foto: The Fontenay.
Hamborgs store sø, Ausseralster, ligger lige udenfor hotellet og en sti rundt om søen er populær blandt byens motionsløbere. Foto: Karin Møller-Olsen.
Som noget, jeg troede hørte fortiden til, har The Fontenay et rygerum med cigarer til gæsterne. Og da jeg træder indenfor er jeg ikke i tvivl om, at rummet bliver brugt. Men gæsterne skal selvfølgelig betale for de cigarer, de sætter ild til. Her nogle af de dyreste. Foto: Karin Møller-Olsen.

Fakta om The Fontenay Hotel

The Fontenay åbnede i 2018 med 113 værelser og 17 suiter.

Et dobbelværelse på 43 m2 med balkon og morgenmad koster omkring 400 euro.

The Fontenay

Mit ophold på The Fontenay var betalt af hotellet, der ikke har haft indflydelse på, hvad jeg har valgt at poste.

Læs også:

Til Queen koncert, på kunstmuseer og grøn bunker i Hamborg

Se Hamborg fra toppen af St. Michaelis Kirche og Elbphilharmonie

Karin Møller-Olsen

Rejsejournalist siden 2006. Artikler til bl.a. JyllandsPosten, Jyske Vestkysten, Berlingske Tidende og Politiken. Ferieblogger siden 2018. Primære interesseområder: natur, kultur, historie og aktiv ferie. Skriver mest fra de nordiske lande og Spanien, men ellers fra alle verdens lande, jeg måtte besøge. Har boet i Bilbao, Nordspanien 2003 & 2004. I 2024 har jeg modtaget Turespañas pris for den bedste rejseartikel, der giver anledning til at reflektere over bæredygtig turisme i Spanien. Kontakt mig på karinmollerolsen@mail.dk

Karin Møller-Olsen has 59 posts and counting. See all posts by Karin Møller-Olsen

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.