Ridderdyst og skønjomfruer

Spøttrup Middelalderborg vest for Skive danner den kommende uge ramme om både EM i Ridderdyst og det traditionelle middelaldermarked, Bispens Marked.

Ridderdyst

Når Tour de France slutter søndag i Paris er det tid til rent ud sagt at løfte røven fra sofahjørnet, slukke for fjernsynet og begive sig ud i det virkelige liv en uges tid, inden sofahjørnet igen kalder. Som bekendt står Danmark stærkt ved OL i såvel håndbold som fodbold, svømning og sejlsport og forventningen er mindst 10 medaljer. Det må vi da se.

Men inden da er et godt bud på spektakulære oplevelser at finde på Spøttrup Middelalderborg vest for Skive, hvor man i den kommende uge både afvikler europamesterskaberne i Ridderdyst og afvikler det årligt tilbagevendende middelaldermarked, Bispens Marked. Der vil kort og godt være både tapre riddere og skønjomfruer i omløb og mange tilskuere. Der forventes mellem 12.000 og 20.000..

nygaardridder2

Europamesterskabet i Ridderdyst har deltagelse af 16 ryttere fra hele Europa. Inden turen går til Spøttrup har ridderne deltaget i turneringer i deres hjemlande og har dermed kvalificeret sig til deltagelse i EM.

Der er med andre ord hverken tale om show eller skuespil, hvor udfaldet af kampene på forhånd er aftalt mellem parterne, men om en regulær sportslig dyst efter regler, der blev aftalt i middelalderen. Det er professionelle folk, der sidder i sadlen og ridderne er i fuld pladerustning fra top til tå. Der kæmpes i to discipliner: kampteknik og lansedyst. Kampteknikken vises på en bane, som ridderne skal forcere på hest. Undervejs skal de hugge et æble over med sværd, ramme en ring med den fire meter lange lanse og springe over forhindringer. I lansedysten går man mere alvorligt til værks. Her galopperer to riddere mod hinanden med skjold i den ene hånd og lanse i den anden. Det kan se voldsomt ud, og det er det også. Riddernes præstationer vurderes af et dommerpanel, som giver points for både stil, tid og præstation. Ridderne skal gennem en række indledende runder, hvor vinderne i de enkelte runder efterfølgende møder hinanden. Fredag aften kommer så det store slag, hvor europamesteren bliver kåret i et finaleslag. Europamesterskabet arrangeres i øvrigt i et samarbejde mellem Spøttrup Middelalderborg og organisationen Jousting Association.

Dansk deltager kan vinde guld i ridderdyst

Blandt de 16 deltagende riddere er en enkelt dansker, tilmeldt under navnet Johan Skarpenberg. Navnet er naturligvis en pseudonym. Johan Skapenberg var en adelsmand, som i 1404 overdrog den senere Spøttrup til Viborg Bispestol. To gange har denne Skarpenberg vundet bronze og en enkelt sølvmedalje ved EM og han håber naturligvis på hjemmebane at stå øverst på podiet og vinde guld.

Til daglig hedder Skarpenberg Ole Bach og bor nær Viborg på et husmandssted, som han driver sammen med hustru og barn. Der er naturligvis hestehold på ejendommen. Fra maj til september lever han dog mere eller mindre permanent som ridder som tilknyttet et finsk ridderkompagni, som er på farten til markeder i hele Skandinavien. At det ikke er ufarligt at leve et ridderliv, ved Ole Bach kun alt for godt. Han har en splint fra en lanse siddende i panden lige over øjet. Hjelmen tog det værste af slaget, men lansen splintredes og heldigvis blev øjet ikke ramt.

Den gamle borg oser af liv

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Som nævnt afvikles samtidig med ridderdysten tillige Bispens Marked. Det er niende gang markedet afvikles og det er efterhånden blevet en institution som har deltagelse af flere end 700 aktører i middelalderdragter. Markedet bliver en skøn blanding af handelstelte med godt middelalderhåndværk samt bagning af pandekager og andet godt til ganen. Der vil være underholdning af gøglere, jonglering med ild og et efter sigende fantastisk ildshow. Borge bliver forsøgt angrebet, men forsøget tilbagevises naturligvis. For Spøttrup har et enestående forsvarsværk med dobbelt vandgrav og en ni meter høj vold. I historien er det kun en enkelt lang lykkedes for en enkelt at trænge gennem forsvarsværkerne. Det var Skipper Clement, som angreb borgen under Grevens fejde. Borgens nordlige hjørne blev brændt af, inden det lykkedes at trænge angrebet tilbage.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA

Til Borgen hører desuden en smuk park, som også indeholder en spændende lægeurtehave. I tilknytning hertil finder man, ligeledes uden for volden, Traktørstedet Borgen, som henter urter til den daglige madlavning fra urtehaven.

Et nyt projekt har tidligere i år set dagens lys. 200 stude går frit i engene mellem Spøttrup Middelalderborg og Spøttrup Sø. Der er tale om et naturplejeprojekt, og på sigt vil der blive etableret en besøgsgård, men allerede nu kan interesserede melde sig ind i projekt Salling Studen og få andel i kødproduktionen, når studene slagtes.

Der er også senere på sommeren en række aktuelle begivenheder: Historisk Marked 13. og 14. august samt Classic Motor Show lørdag den 20. august, hvor der vil være rig mulighed for at se på engelsk producerede køretøjer.

Velkomst- og besøgscenter

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA

I 2011 blev der i tilknytning til Spøttrup Borgmuseum bygget en velkomstbygning med billetkontor tegnet af E + N Arkitekter. Alle besøgende til borgmuseet passerer gennem denne bygning, som også rummer servicefaciliteter som toilet og garderobe og det er også herfra rundvisninger i borganlægget starter og slutter. Velkomstcentret er placeret i en endnu ung skov og skal, efter arkitekternes opfattelse, opleves som en brændestabel i skoven. Det lokale folkevid har dog døbt velkomstcentret ”Æ Ævlekass” – æblekassen – men det kan der måske vendes tilbage til ved en anden lejlighed.

At graffiti ikke er en moderne opfindelse kan man opleve i bygningens toiletter. For netop at undgå ”toiletgraffiti” har man udstyret toiletterne med historiske toiletcitater. Blandt dem også denne: ”Dårligt virker mandligt lem, hvis testiklerne er borte”. Citatet hentet på dametoilet!!

I velkomstcentret finder man også en museumsbutik med varer, som er inspireret af middelalderen, bl.a. Spøttrup Borg Øl, som kan købes i gaveæske med tilhørende afladsbrev, og Breinholts Bitter er en specialsnaps, som er lavet med baggrund i krydderurter fra lægemiddelhaven. Viskum Snaps fremstiller denne snaps for museumsbutikken, og den sælges kun her. En stor artikel har vist sig at være honning fra bistader i lægeurtehaven.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Af Jørn Henrik Jørgensen (tekst og fotos)
(Foto af ridderdyst dog Morten Nygaard/Visitskive.dk)

Spøttrup Borgmuseum har GPS adresse: Borgen 8, 7860 Spøttrup.
Oplysninger om borgmuseet finder man bl.a. på disse webadresser

www.muserum.org/kom-og-besog-os/spottrup-middelalderborg/

www.visitskive.dk

Fra den sidstnævnte adresse er der links til borgmuseet.

Jørn Henrik Jørgensen

Journalist siden 1962. Mesterlæreuddannet med kortvarigt kursus på Danmarks Journalisthøjskole. Medlem af Dansk Journalistforbund siden 1964. Ansættelser på flere provinsaviser, freelance-tilknytning til DR en årrække, studier i statskundskab (Århus Universitet) 1973-75, 1976 kortvarigt fung. chef for Grønlands Radio udsendt af Ministeriet for Grønland, derefter flerårig ansættelse Berlingske Tidende, chef for Avisradio 1984-86, 1986-88 udviklingsopgave for landsdækkende dagblad, derefter freelance med fokus på arkitektur og kurser i corporate image for mindre virksomheder, siden 1995 freelance rejsejournalist med speciale i Tyskland, Sydsverige, Nordatlanten, Nordfrankrig. Mangeårigt medlem af Danske Rejsejournalister og nu æresmedlem af denne forening.

Jørn Henrik Jørgensen has 54 posts and counting. See all posts by Jørn Henrik Jørgensen