Mountainbike ruter giver udfordringer på Bornholm

Bornholm er et paradis for mountainbike ryttere. Her er det muligt at køre gennem skov og klippelandskaber og meget andet, samtidig med at du nyder den meget smukke natur.
Med udgangspunkt i Rønne giver vi her et lille bud på de muligheder, der ligger for dine fødder, når du kommer til solskinsøen.

Aktivferie på hele Bornholm

mountainbike

Rundt omkring Rønne by er der en såkaldt ”den grønne ring”, som er et rekreativt område, etableret i forbindelse med DGI landsstævne på Bornholm i 2002. Tidligere lå her en af Bornholms største råstof industrier nemlig udvindingen af Kaolin. Der er tale om en hvid eller hvidlig bjergart domineret af ler og med lavt jernindhold. Den bruges til keramikfremstillingen. Kaolinen blev udnyttet fra 1870erne på Torneværket og Rosvang nord for Snorrebakken og Buskeværket syd for landevejen i Knudsker. Området rummer en utrolig spændende industrihistorie. Udvinding af grus og kaolin fra området er nu stoppet, men tilbage er dybe grave, bassiner og ikke mindst kunstige ”bjerge” og skrænter, som troner sig op rundt omkring de kunstige søer øst / nordøst for Rønne centrum. Flere steder kan man tydeligt se det hvide lerlag ” kaolinen ”. Dette skønne område er takket være sin store variation i et kuperet terræn velegnet til mountainbike cykling. For et par år siden blev hele ”den grønne ring” opdateret og renoveret. Blandt andet er de dele og ruiner som stadig står tilbage i området, som et levn fra kaolin- og grus udvindingen, blevet blotlagt. Desuden har DGI Bornholm anlagt en spændende rute med tekniske udfordringer for kørerne.

Den grønne ring

Du starter turen på ”den grønne ring” i Hasle Lystskov i Rønne Nord ved havet – lige bag Nordskovens Camping plads. Hvis du vil ud at cykle på denne ”grønne ring” kan du kører til Antoinettevej i Rønne og starte herfra. Nordskoven kaldes også Blykobbe plantage. Skoven er ikke særlig kuperet, men er fuld med sving, rødder og mange andre udfordringer. Nordskoven er meget skovbund, mens Hasle lystskov er mere sand og hårdt tørt underlag. Ruten strækker sig hele vejen uden om Rønne by for at ende ved havet i Rønne Syd. Der startes på næsten havniveau for at bevæge sig igennem det stærkt kuperede terræn henover områdets højeste punkt ved ”Snorebakken” – for igen at flade ud ad skovstier igennem Rønne Plantage imod syd og ende ved havet lige Nord for sommerhusområdet ”Stampen”. Herfra kan du på egen hånd køre nordpå henover Galløkken langs med vandet rundt om havnen. Også syd for Rønne er der muligheder. Du kan blandt andet køre til Onsbæk traktørsted eller blokhus, hvor der er et utal af spor især i området ved Onsbæk.

Øen rundt på mountainbike

Men der er en lang række andre skønne mountainbikeruter af forskellig sværhedsgrad rundt på øen. I Vang Granitbrud nord for Rønne er der en bane med store stigninger, hårdt underlag, grus og få men rigtig lækre single tracks. Du finder den markerede rute ved at køre til Vang Havn eller til bruddet, som man finder bedst ved at køre langs kysten fra Hasle. Umiddelbart efter Jons Kapel, er der adgang til Vang Granitbrud lige efter. Det gælder uanset, om man cykler på cykelsti-nettet langs kysten eller kører i bil. Fra Hasle kan du fortsætte i retning af Allinge på din mountainbike cykel ved at køre gennem Slotslyngen fra Vang via Finnedalsvejen.

I Allinge-Sandvig er der mulighed for at du kan parkere din bil ved Sandlinien i Sandvig eller ved Hammerhavn og Opalsøen. Ved søen er der i øvrigt en dejlig stor shelterplads. Hammerhuskroen tæt ved er et populært spisested for mange cyklister.

Rø Feriehuse ligger midt i det aktive Bornholm

IMAG0357

Mountainbike i Paradisbakkerne
Også midt på øen i den store skov Almindingen og i Paradisbakkerne nær ved er der masser af muligheder for at køre på mountainbike. Paradisbakkerne består af blandet skov med både nåleskov og løv og vilde klippeformationer. Her er mange klipper med masser af rødder og teknisk vanskelige passager. Det betyder, at ruten er krævende, idet man også skal koncentrere sig om at finde vej, da ruten ikke er markeret. Du skal i øvrigt være opmærksom på, at der i Paradisbakkerne er en række kløfter, der næsten er umulige at passer og du skal vide hvor og hvordan du passer kløfterne. En lokal guide eller en der er kendt i Paradisbakkerne kan være en fordel, da der ikke er nogen markeret rute men mange vandrestier. Du skal være opmærksom på, at det er privat skov, dvs. man skal forholde sig til regler om private skove.

Ferie på Bornholm, læs mere her

Aage Krogsdam

Freelance rejsejournalist og kasserer i Danske Rejsejournalister. Har rejst over det meste af verden, og har speciale i bl.a. Australien, Canada, Cypern, Finland, Grønland, Israel, Island, Malta, New Zealand, Nicaragua, Norge, Rusland, Sverige, Storbritanien, Sydafrika, Tyskland, USA, Venezuela og Østrig.

Aage Krogsdam has 49 posts and counting. See all posts by Aage Krogsdam