Lakseeventyr trækker lystfiskere til Bornholm

Lakseeventyr for mere end almindelige lystfiskere.

De sidste 30 år er trolllingfiskeri efter laks i Østersøen omkring Bornholm blevet mere og mere populært. Det skyldes ikke mindst at de mange udsætninger af laksesmålt, opdrættet fra æg, der er taget fra vildlaksene i de svenske elve, ikke mindst fra Mørrumsåen i Blekinge, har givet bonus. Efter at lakseynglen er sat ud ,vokser laksene ret hurtigt, og det er ikke usædvanligt, at de kan nå en vægt af 4-6 kilo på et par år.

lakseeventyr
Lakseeventyr for feinschmeckere

De store udsætninger har betydet, at laksebestanden i Østersøens sydlige del er blevet forøget betydeligt til glæde for ikke alene sportsfiskere, men også kommercielle fiskere. Der kan fanges laks hele året omkring Bornholm, men perioden fra november-maj er at foretrække. Her er vandet koldt og fiskene mest hugvillige!
Du kan fiske på to måder, enten efter trolling metoden – en amerikansk metode, hvor båden langsomt sejler afsted med 6-8 stænger og liner efter båden. En trollingbåd har avanceret udstyr blandt andet med, ekkolod, navigator og dybdetrollingsrigge. Men du kan også fiske fra en ganske almindelig jolle eller mindre motorbåd. Har du en mindre motorbåd, kan du få små penge udstyre den til trollingfiskeri. Du skal blot anskaffe en eller flere stangholdere, dels agter på båden og dels på siden af båden.
Nord for Bornholm i maj

Rø Feriehuse ligger midt i det aktive Bornholm

Laks 1
Jeg er ombord på en af de mere avancerede trollingbåde en forårsdag i maj. Båden bevæger sig langsomt afsted. Det er næsten havblik og vi sejler afsted på den sølvglinsende havoverflade med svage dønninger. Det er også fascinerende at ligge og tøffe langsomt afsted i klart vejr med næsten ingen vind – man er alene med sig selv og kun vandets rislen, – når det passerer kølen – bryder stilheden. Det er simpelthen en lise for sjælen at sidde og nye havet og alt omkring en – og betragte de mange trækfugle, der her om foråret passerer henover området i store flokke. Bandt andet ses mange gæs i deres kileformede formationer trække lange skygger henover himlen på deres vej nord over. Vi er fire mand ombord foruden skipper. Her på båden er der ekkolod, søkortplotter, radar, VHF radio, 4 downriggere – hvoraf de to er eldrevne, i alt kan der sættes 12 stænger ud. Men som regel kan to mand klare 6-8 stænger – ellers kan der let opstå panik i båden, hvis der er bid på mere end to stænger ad gangen. Ekkoloddet er med til, at skipper kan se, hvad der sker under båden, og derfor er dette udstyr uundværligt på en fisketur.

Bornholm har de bedste pakkede ferier

Ekkoloddet fungerer ved, at det sender lydbølger ned, via en sender/modtager-enhed, der sidder under båden. Denne enhed lytter nu efter, og ud fra de ”lyde” der returneres, kan der på skærmen dannes et billede af, hvordan bunden ser ud, samt hvad der findes af fisk og andet mellem båden og bunden. Der er også GPS-navigatøren om bord. Her kan skipper gemme positioner, som eksempelvis kan være når man sejler over en fiskestime, man gerne vil prøve at trolle igennem flere gange. Du må imidlertid ikke basere din navigering på dette instrument. Sker der strømsvigt eller andet, virker navigatoren ikke. Derfor skal der også være et kompas i båden. Ligesom det er vigtigt, at der er VHF radio ombord, således at man altid kan komme i kontakt med land.

Ferie på Bornholm, læs mere her

Laks 4Udstyret for feinschmecker

Man kan sagtens benytte almindelige spinnestænger på 7 – 9 fod til trolling, Der findes et bredt udvalg af stænger specielt udviklet til trolling, både til dybdetrolling (downriggerstænger) og stænger til overfladetrolling. En stang til dybdetrolling har mange øjer og er mere blød, end traditionelle spinnestænger. Stangen skal ikke bruges hverken til at kaste med eller give modhug med når fisken hugger. Du skal primært kun fighte fisken, og en blød stang tager bedre imod de hårde rusk fra fisken. Hvis der ikke var mange øjer, ville linen ellers ikke ”følge” stangen, når den står bøjet i stangholderen. Du bruger et såkaldt multihjul. Det er et robust hjul, og det skal have plads til mindst 250-300 meter 0,40. Med hensyn til bådens hastighed under fiskeriet kan man som hovedregel sige, at jo koldere vandet er, jo langsommere skal trollinghastigheden være, Når vandtemperatuen om foråret og efteråret er mellem syv og 12 grader anbefales hastigheden at ligge på omkring 2.5 knob. Er vandtemperaturen højere, sættes hastigheden op til cirka 3 knob, og er det meget koldt sættes hastigheden ned til cirka 1,5 knob.

Laks 2
Hold ferie på Bornholm

Hug – lakseeventyr

Vi havde vel sejlet en time, uden at der skete noget, mens pludselig lød der et lille fløjt og det betød, at der var bid på et af blinkene.
Hurtigt blev de øvrige stængers blink spinnet ind og jeg fik så opgaven af fighte fisken. Da alle linjerne var inde, gav jeg modhug og båden stoppede og jeg gik så i gang med at kæmpe fisken ind. Den var ikke helt lille, kunne jeg mærke, og den ”fightede” voldsomt. Da den var 50 meter fra båden, tog laksen nogle store spring ud af vandet, men jeg holdt stramt i linjen, og efter yderligere cirka 15 minutter var den tæt på båden og lagde sig træt på siden. Min kammerat kunne let nette den. Den store flotte blanke laks blev vejet og vægtnålen stoppede ved 6.2 kilo.
Mens jeg ”fightede” for at få fisken hjem, pumpede adrenalinet i kroppen på mig, og hele tiden var jeg bange for, at laksen skulle springe af krogen. Men det lykkedes at få den indenbords, og det var en skøn fornemmelse, at stå med den store laks på dækket i det smukke forårsvejr.

Henrik “Hustler” Jensen med sin vinderfisk på hele 18.085 kilo
Henrik “Hustler” Jensen med sin vinderfisk på hele 18.085 kilo

 

Aage Krogsdam

Freelance rejsejournalist og kasserer i Danske Rejsejournalister. Har rejst over det meste af verden, og har speciale i bl.a. Australien, Canada, Cypern, Finland, Grønland, Israel, Island, Malta, New Zealand, Nicaragua, Norge, Rusland, Sverige, Storbritanien, Sydafrika, Tyskland, USA, Venezuela og Østrig.

Aage Krogsdam has 50 posts and counting. See all posts by Aage Krogsdam